Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
hun kjænte henne! Det kom bare an på om Tora hadde vilje og
mot til det. Jo, hun hadde! Ti hennes venner hadde vilje og mot
til at være med. Det gallt jo ikke bare henne selv; det gallt
skolen, det gallt Milla, det gallt en stor sak, det gallt tusener!
Ingen, aller sist hun selv, hadde hat bare en sagte tvil om at
det: at stå op mot bruden med barnet i armen, ikke skulde være
nok. Fra Milla begynte at gråte der oppe i koret, og allikevel blev
sittende ... og til nu Green kom, steg Toras ophisselse i den grad
at de nærmeste blev rædde. I den motsatte stol kunde de også
se den. Da visste de, at nu måtte komme noget som ikke de,
ikke hun hadde tænkt, før det skedde. Tora var Tora. Og gan-
ske rigtig ...
Fürst var alt ved alteret, ført av konsul Wingård; Engel kom
gående forsigtig over tæppet for at føre datteren frem til ham.
Hun rejste sig og lot sit slæp og sit slør ordne av brudepikerne
— da Tora styrtet ut av stolen og frem.
Alle deroppe så på bruden, som rakte hånden til sin far og
vændte sig med ham mot alteret. De så ikke Tora op over trap-
perne. De hørte bak sig som en sjø bryte in over, og i det
samme strøk noget sort forbi. Damerne skrek, herrerne stivnet. De
ved alteret vændte sig, Engel tumlet bakover, Tora mellem ham
og datteren.
„Vil du jeg skal lægge barnet foran dig, Milla? Vil du knæle
på det?“
„Nej, nej!“ ropte Milla forfærdet; hun veg, og med hænderne
foran sig tok hun flugten fra koret; sløret lå langt efter.
Alle her hadde rejst sig, Tora var straks faret videre ut i sa-
kristiet. Hun kjænte at nu var kræfterne opbrukt. Miss Hall
fulgte efter.
Men da Milla nådde ned fra koret, visste hun ikke hvorhen.
Nogen måtte dog komme, nogen måtte dog følge henne videre;
hennes kvindelige takt sa det. Hun drejde sig og så sig fortvilet
om. Sakristidøren deroppe åpnedes, en skjærende krampegråt
hørtes derifra, bare så lang tid som behøvdes for at åpne og lukke
en dør; men det var nok. Milla begynte også at gråte. Da la en
arm sig om hennes liv og drog henne bestemt ut med; det var
Noras.
I samme øjeblik Milla hadde git sig, var alt over. Al vrede
blåst væk. Og det hos de fleste. Rendalen var straks ved siden;
gik nu foran for at bane vej.
Organisten, som ikke hadde set begynnelsen, men efter første
salmevers væntet på talen, rejste sig, da bevægelsen blev så stor;
hvad var det? Han så bruden ute på gulvet, de andre i koret
og hele forsamlingen på benene ... „Aber das war kurios! Wird’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
