Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ikke før hadde han på denne måten klaret det øverste og
vanskeligste av kollen og stod i ly av den mot de magter deroppe
som han tinget med — sa snøt han dem grundig; hopp i hopp
avsted nedover; han spratt som en viskelærsball fra det ene
fremspring ned på det andre — til han så en toplue stikke op,
å, så langt nede, at det nætop var så vidt han skjelnet den. På
sekundet stod han! Al flugt, al rædsel, alt det foregående var
borte; ikke den minste tanke av det. Nu var det han som vilde
skræmme; den gutten var det han hele tiden hadde væntet efter.
Bevægelse, øjne, stilling viste hvor frydefullt han følte sig sikker
på, at nu hadde han ham snart innenfor skuddvidde; nu skulde
han få!
Den andre kom uten anelse om faren han steg op i; langsomt
og likesom nydende sin frihed og ensomhed kom han ruslende;
snart hørtes hans tunge støvler, hæljærnenes klang mot stenen.
En velbygd gut, lyslett og kanske et år ældre æn han som
væntet; klædd i vide vadmelsklær med et ullskjærf om halsen,
store votter på hænderne; han bar en løp av de almindelige på
bondebygden, blåmalt med hvitgule roser.
En stor hemmelighed gik nu mot sin løsning; i flere dager
hadde skolen været spænt på ved hvem, hvor og hvorledes det
sammenstøt skulde ske som nu truet — den opgjørets højtid
komme da Ole Tuft foran en av skolens alvorsfulle politi
ændelig måtte tilstå hvor han holdt til om eftermiddagene og kvællene,
og hvad han da tok sig for.
Ole Tuft var en velhavende bondes søn ute fra stranden, eneste
barn. Hans far, som var død for et års tid siden, hadde været
den mest ansete lægprædikant på Vestlandet, og hadde tidlig
bestemt sin søn til præst, hvorfor han nu gik på latinskolen. Ole
var begavet, flittig og så ærbødig mot sine lærere, at han ubetinget
blev deres yndling.
Men ingen skal skue hunden på hårene alene; denne
troskyldige, højst ærbødige gut var på en tid forsvundet fra
kammeraternes eftermiddagsleker; ikke var han hjæmme (han bodde hos
sin moster), ikke hos Schultzes, der han gik gjænnem lekser med
to av barnene — det gjorde han fra sig like over middag; — ej
heller hos rektorens, d. v. s. sammen med rektorens plejedatter
Josefine Kallem, Edvards søster; Ole og hun holdt svært
sammen. Undertiden så gutterne ham gå in der, men ikke komme
ut igjæn, og likevel var Josefine bestandig alene, når de kom efter
og visiterte; de hadde nemlig sine vakter utstilt, undersøkelsen
gik metodisk for sig. Så langt som til skolegården kunde de altså
følge hans spor, men der forsvandt de; — han kunde da ikke
være sunket i jorden! Gården blev gjænnemrotet fra ænde til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
