Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svakere; durens ensformighed passte i det stjærneprikkede
halvmørke. Mellem gutterne rænte usynlige tråder frem og tilbake;
følelser knyttet sig. Av ingen annen hadde Ole så gjærne villet
bli trodd godt som av ham der i den lette skinnhuen, og Edvard
tænkte hvor meget bedre Ole var æn han; for at han selv var
skrækkelig, det visste han; det hørte han hvær dag, det. Han
så fra siden av på bondegutten; topluen dradd langt nedover
ørene, de store votterne og det tunge skjærfet, vadmelstrøjen for
vid likesom vadmelsbukserne, de store jærnskodde støvlerne —
bare øjnene vejde det op altsammen. Og det troskyldige ansigtet,
ænda det var likesom gammelklokt ... Ole blev en stor mann.
De travet på igjæn, Edvard foran, Ole efter, nedover mot
„bakbyen“, som den del kalltes der støtte nærmest op til bærget, og
som væsentlig bestod av arbejdernes hus, små værksteder og
mindre fabrikker. Ænnu var her hverken ordentlig gatelægning
eller belysning; nu i snebløjten et forfærdeligt søle, som tok på
at stivne til is i kvællskulden. Lygterne, de få som var der, hang
midt over gaten på snorer, spænt fra det ene hus til det
tværsoverliggende, og kunde hejses op og ned; de var upusset efter
oljeosen og derfor i dårligt lune; et og annet lite værksted holdt
selv lygt, og den var slåt op utenfor trappen. Under en av disse
stanste Edvard; nu måtte han spørge igjæn. Nemlig hvem det
var Ole tok sig av dernede. Var det nogen begge kjænte?
Frejdig satte Ole løpen fra sig på trappen og stod og holdt
hånden på den; han smilte: „Ja, du kjænner Marte på værftet?“
Henne kjænte hele byen; det var en ferm kone, men svær til at
drikke, og somme lørdagskvæll hadde skolegutterne sin moro,
når hun stod op mot en væg og skjældte dem ut, til hun vændte
sig, og som tegn på sin agtelse ... ja, det kan ikke skrives
hvorledes dette tegn så ut. På det var det imidlertid at gutterne
væntet; det hilstes altid med jubel.
„Marte på værftet!“ skrek Edvard; „kan du omvænde Marte
på værftet?“ — „Hyss! kjære, ikke så højt!“ bad Ole, han var
blet gloende rød og så sig forskrækket om. — Edvard gjæntok
hviskende: „Tror du noget menneske kan omvænde Marte på
værftet?“ — „Jeg tror jeg er på vejen,“ hvisket den andre
hemmelighedsfullt. — „Nej, det tror jeg ikke! Nej, du får unskylle — !“
Øjnene skjelte, munnen drog op til smil. — „Ja, vænt nu og hør!
Du vet ho fallt på hålken i vinter og slog sig fordærva?“ — Ja,
det visste han. — „Ja, ænda så ligger ho der, og nu er alle gåt
træt av at hjælpe hinne; ho er jo så sinna og lej. Ho var arg
mot mig i førstningen — å, det var ikke til at holde ut; men é
lot som ingenting, é, og nu er det bare „gudsengelen“ min og
„lammet mit“ og „gullet mit“ og „snille barnet“; for é har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
