Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
første verset før motet ikke vilde være med; stemmen sagtnet,
takten også, og det hele skiftet farve. Å, så blev det så tungt at
gå; nu regnet det ordentlig. Sangen fallt nu av i strofer, til den
stoppet. Guttens tanker hadde tomlet in i noget han nylig læste
i avisen om en svær kulgrube i England som hadde gåt full av
vand. Menneskene søkte avsted ut, det forteste de kunde, og
hæstene efter menneskene; dernere kunde de ikke hjælpe sig selv.
De stakkars dyra! En gut hadde frælst sig, og han fortalte om
en hæst som vaspet efter ham; gutten kløv op, og hæsten kunde
ikke ... Edvard så dyret tydelig for sig, hodet, de dejlige
glinsende øjne, hørte pusten, knæggingen, og hvær gang blev han
rent syk. Jo, det var noget at dø i slik rædsel! Og alt det skulde
få liv igjæn på den yderste dag! — Ja, æn alt det som skulde op
da av jordens involder og gruber! Hvorfor skulde dyrene ikke
være med? Jo, de drog sig nok frem og knægget og klaget på
menneskene. Du store Gud, det blev klager! Og så mange —
tænk like fra værdens skabelse! Og hvor var de at finne
allesammen? På jorden og nede i jorden — æn de som lå i sjøen
da, på havsens botten? Æn de som lå under den igjæn? for
mange steder hadde der været land hvor nu var sjø. Jojo!
Å, som han var sulten! Og nu frøs han, han kunde ikke længer
gå fort, og han var svært, svært våt.
Heller ikke var det just noget at længes frem til, ånej. Han
kjænte så godt den nye ridepisken; han hadde selv ekspedert
den gamle ut av værden; men hadde han visst at den nye blev
ænda værre, så hadde han nok latt den gamle leve ænnu et par
år. Huff, han begynte at få neglebit også, og fingrene blev så valne.
Og føtterne! Ja, det var aldrig værdt at tænke på dem; for da
blev de virkelig straks værre; hør hvor det sabbet i støvlerne!
Han moret sig med at sætte føtterne frem korsvis; han drev på
fra højre til venstre, fra venstre til højre; men han blev træt av
det. Sejgere og sejgere gik det; lejere og lejere blev det; nu
skulde han op en bakke. Kjære, var ikke det siste bakken? Lå
ikke Store-Tuft i næste grænd? Like under bakken? Jovisst var
det Tuftegrænden? Kanske kunde han nå frem, før faren kom?
Det var ikke så lite ænda, det, at få utsættelse; nejmæn om det
var. Det var nok værdt at en skyndte sig. — Nyt liv i gutten,
frisk på!
Faren var ikke bare stræng heller; han var nu snill også.
Især hvis Josefine vilde være med og be for ham; hun vilde
nok det, når Ole kom in igjæn; hun gik nok med da. De skulde
friste og få apotekeren med også! Han var gruelig snill,
apotekeren, og det var altid best at være mannsstærke. Herregud, var
der ikke flere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
