Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 PÅ GUDS VEJE
I UNGDOMMEN
I FØRSTE PAR UT!
På et landsted en 5 kilometer fra byen var ungdommen samlet.
Haugen de sat på nede mot viken, var lystig farvet av deres
sommerklær, især av pikernes:
„gule, sorte, brune, hvite,
grønne, violette, blå —“
— nogen ensfarvede, flere spraglede, tærnede, stripede; filthatter,
stråhatter, tyllhatter, huer, bare hoder, parasoller. Harmonisk sang
steg just nu frem av dette farverøre, toner av et forenet herre-
og damekor i lange farvede buer. Ingen anfører; en ung mørk
pike i en bruntærnet kjole lå midt i flokken, lænet på den ene
albu, og sang fore med en sopran, friere, klarere æn de andres,
og henne fulgte de. De var godt inøvd. På viken nedenfor dem
lå en nymalt dæksskøjte med til halvten ophæftede nye sejl;
vandet blikstille.
Sangen og skøjten ingik et lyst forbund der på den svarte viken,
overskygget og inneklæmt av nakne bærg og bakenom disse av
højere. Viken lignet et fjællvand, dannet fra engang flommen gik
og siden efterglæmt. Fjællene — å, så tunge og stompete i linjer
som i farver, knudrete og blyagtige; de borteste svartblå med
skidden sne i huen, uhyrer allesammen.
I det svarte vand lå skøjten færdig til at danse; den hørte
hjæmme i gladere samfund æn disse høje bisidderes ved naturens
og menneskenes liv. Sangen og skøjten var protest mot alt over-
ragende herskesykt, alt uvørent stompet og råt — en frit svæ-
vende protest, stolt av farvernes glæde.
Ellers mærket ikke bærgene mere til protesten æn ungdommen
forstod at de gav den. „Det højbårne“ ved at være født og fostret
i en natur som Vestlandets i Norge er nætop at naturen nøder
dem til at by imot, hvis de ikke vil kues; enten under eller over!
Og de var over; for Vestlandets folk er Skandinaviens kvikkeste,
højstbegavede. I så stort mon er de herrer over den natur de
bor i, at ikke én av denne ungdom følte disse fjæll som tunge
eller farvekolde; hele naturen her syntes dem stærk og frisk som
intet annensteds i værden.
Ej heller hadde bare de lyse lier og det vide hav født og fostret
dem som nu sat her og sang, eller som lydde på; nej, også fjæl-
lene var de barn av; av de første som av de andre. Like før
sangen hadde de været oppe i et ordkast så stængende hårdt, så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
