Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 PÅ GUDS VEJE
hældet; hun klynget sig op til hans arm, hun stirret ænde foran
sig, hun skrek så smått; længer frem blev det litt værre, idet
vejens hele bredde stundom var is, skjønt også der med faste
punkter. Han blev litt motløs, især da han ikke kunde få henne
til at skri. Noget så rædd hadde han ikke set, selvfølgelig gik det
fot for fot med mange og lange stans.
Haver og marker omkring dem var dels bare, dels med sne
eller is — og dit ut vilde hun; men han synte henne at snart
stængte et hus, snart en lukket have; det var ikke som på landet.
Markerne så sønderrevne ut, også himlen; ti lange skyfloker drog
hen over det sortblå deroppe, akkurat som is med mellemrum
hernede. Månen syntes at løpe efter skyflokerne med rasende
fart, at hænte dem in, fare gjænnem dem og videre avsted; der-
oppe måtte gå en orkan; hernede var stillt. Kallems fejlgrep
gjorde ham ulykkelig og usikker. Det ustø lys over naturen
med sønderrevne farver økte denne stemning; nu skulde visst
hænde noget galt. Og aldrig en eneste gang kom den følelse på
ham, uten at rædselsnatten fra hans barndom drog forbi med alt
som fulgte av den. Skulde denne angstbebudelse av egne fejlgrep
følge livet igjænnem? Han gik i den største spænning; ti hun
måtte ikke falle. Uten hennes krysteragtighed hadde bakkerne
været en lystig gli-dans; nu gjorde hun også ham rædd. Hvært
glat sted blev til en virkelig fare, og han frælstes fra den ene og
alene for at komme over i en ny; de talte ikke, så ikke på hvær-
andre, rædde, utålmodige. De var minutter på det som ikke vilde
ha tat sekunder; den ene skyllte hemmelig på den andre, mens
de stred som for livet. Bare et stakåndet: „Å Gud“; eller „Å,
vogt Dem her!“; eller et opgit: „Nej, nej, dette går ikke!“ — og et
„Prøv igjæn! Kom nu!“ — tilsist ikke engang det. Hun kunde
jamre sig, gi sig over, næsten gråte, han svarte ikke mere. Så
optat var hun av sin angst, at hun ikke mærket overgangen.
Da så de langt henne frælsen, nemlig høje hus på begge sider,
som hadde skygget for solen, så sneen ikke var brånet. Det gallt
at nå derhen; holdeplassen var like ved. Ændelig lyktes også
det. Hun stanste og drog pusten og prøvde at le, men kunde
ikke; „la os stå litt,“ bad hun og hæntet vejret dypt. De vændte
sig til hvær sin side; længre nede hørtes dombjæller; begge lydde
efter. ,,Bare ikke den siste hæsten forlater plassen,“ sa hun; „det
er sent“. Hun gav ham armen, og de gik videre. Helt bra var
det heller ikke her; sneen var trasket hård; men det var strødd
på fortauget; de gik nu fortere og litt efter litt med trygghed.
„Gud ske lov!“ sa hun med en lettelse som kom hun frem av
Ishavet. Hun hadde ikke før sagt det, så lå hun der. De hadde
nådd et falskt sted, der det hadde frosset efter vandspild, og siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
