Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 PÅ GUDS VEJE
henne ikke gå; kanske var hun der utenfor? Hans hjærte slog
generalstorm, med hånden aller sagtest på dørlåsen — lydløst op.
For hans øjne, som hadde stirret i ovnilden, var entrégangen bæl-
mørk. Han følte bortover mot døren, kjænte entrélåsen, følte sig
længre frem; men der var ingen. Skulde hun være fulgt med ut?
Nej, hun sa jo farvel og bød dem velkomne på fredag. Hvorfor
hadde han ikke hørt henne gå? Ikke at åpne en dør inover?
Hun måtte være her i gangen.
Hjærtet banket, så han kjænte det; men frem måtte han. Der
tok han i klær, det isnet i ham; straks fik han sin forstand igjæn,
for klærne var kolde og tomme. Nu harket det innenfor, det var
Kule; så småsnakket det i kjøkkenet eller spiseværelset, det var
barnene. Han stod stille som en forbryder ved de trygge lyd fra
det regelrette. Han skulde ikke ha inlatt sig på dette. Der hørte
han tantens langsugende spørsmål og Oles klare svar, d. v. s. to-
nerne, ikke ordene. Mon Ragni var i gangen? Hun kunde jo ha
noget at søke efter og være stanset i forskrækkelse ved at se
ham. Gik han længre, kunde han skræmme henne, så hun fløj
like til en dør og åpnet den. Da stod han der i det fulle
lys.......!
Nej, hun var for rædd til det. Atter nogen steg frem. Han gik
i tøfler, det hørtes næppe, men han ønsket at hun ikke måtte
være der. Barnene småsnakket like for ænden av gangen; de
hørtes så tydelig nu han kom længre mot dem; han syntes se
dem stå på knæ på hvær sin stol og bygge hus på bordet. Han
skammet sig, hvad vilde han? Mens han spurte, gik han likevel
videre; han tok fra den ene side til den andre, fra en kåpe til et
sjal, fra panelet på en dør til et av de stripete gangvinduer som
han skimtet. En vogn ramlet, snart efter hompet bjællelyd forbi,
avdæmpet; i overgangsføret bruktes både vogn og slæde. Noget
fallt i kjøkkenet, Kule harket igjæn; ham måtte tiden falle lang;
han brukte vel ikke lys! Mellem barnenes rum derinne og kjøk-
kenet stod døren visst åpen; for nu var de derute for at spørge
og se hvad som fallt; Nordlandsjæntens svære svar i lang, søt-
laden venlighed; det var et „kop—pe—fat“ som fallt; det gled ned
av „ræk—ka*. — Fremover igjæn. Var Ragni der, så stod hun
innerst inne. Hvor hun nu måtte være rædd! Hvad stod hun
og trodde om ham! Vændte han, tok han sig ut som en mis-
lykket tyv. Nu skimtet han en smule ved vinduet, men ikke
længre in, ikke lys under eller over dørene, heller ikke i nøkkel-
hullerne, ikke engang like foran til barnenes rum. Hun stod vel
ikke der? Han inbildte sig han måtte se henne, om så var.
Kanske hadde hun gåt in i gangen til tanten? Like ved hans
dør? Eller hun hadde simpelthen latt døren til barnenes rum eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
