Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjærdet mot vejen. In fra haven strømte duft av aurikler, syrener
og kjælderhals-trær; præsten skilte hvær blanding i luftstrømnin-
gerne; for han hadde selv plantet trærne og blomsterne; de rigtig
kjælte for ham. Blev luftdraget bare yrlite stærkere, sendte ny-
utsprungne bjørketrær og nyt bar av grantrær som stod utenfor
hans herrevælde, en skarp bølge in, der hensynsløst skylte over
havens; hvær gang strømte efter et helt følge av allehånde fra
den åpne mark; det lugtet gro.
Hyss!
„..... Hvad kan få Gud til at være så nådig mod den stak-
kars uretfærdige, som av sig selv ikke kan det minste? Hans
ubegripelige kjærlighed til synderen, hans uforskyllte miskunn
kan få ham til det.“
Nu pep dampskibet tredje gang; — nej, dette blev uimotståeligt,
præsten måtte se på damperen, som i en stor bue svang bort fra
bryggen og ut over insjøen og skar spejlet over i to; den større
del tilfallt øen derborte, den mindre stranden her langs byen.
Præsten tok sin kikkert op fra pulten. Bryggen dernede var full
av spraglete parasoller, derimellem mannfolkhatter, mest i mørke
farver, samt hist og her skaut og tørklær, oftest flere sammen.
Han hørte steg i sanden til højre; de kom fra hans mors have
og skulde visst in i denne — steg av én voksen, og to barnesteg
på hvært av de voksne. „Du mor, hvad er det dampskibet har
i maven?“ — „Ha, ha!“ — Frem kom en kvinne som gav intryk
av kraft. En stærk hals og rikt bryst, ualmindelig velskapt; mørk-
ladent ansigt, ret stort, med bøjd næse; håret næsten sort. Hun
hadde en crèmegul musselins kjole, overstrødd av højrøde blom-
ster; den var sydd med højrødt bærestykke av silke og bælte om
livet av samme farve og stof. Til hennes mørkladne hud, sorte
hår og dype øjne gav det betagende motsætning; hun priste den
varme vårdag med erfaren farvepragt. Men straks hun så det
smilende Melanchtonhode i vinduet, fallt hennes røde parasol mel-
lem dem. Ved hånden førte hun sin fire års gut, en pen krabat
med lyst hår og ansigt efter ham i vinduet. Gutten slap morens
hånd og åpnet lågen mellem de to haver og sprang forbi for at
åpne den næste ut mot vejen. Da fruen kom efter, hvisket præ-
sten: „Gratule—e—rer! Du er dejlig!“ Det hørtes bittersøtt.
Kunde en præstefrue klæ sig som hun?
Uten at sænke parasollen skred hun mot den åpne port og
videre nedover vejen mot byen; gutten skyndte sig at lukke og
springe efter. „Hvor skal I hen?“ — „Ned og se!“ ropte gutten,
mens han løp. Hennes nakke under hatten, hennes figur mot
sollyset, gangen, farverne .. . præsten lå i vinduet og trommet i
karmen og fløjtet uten lyd. De varme øjne skjøt efter henne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
