Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 317
sjøen som til prøve, nogen enkelte lange trill; — han var midt i
det, og så det ikke. En tjoret ko ovenifra rautet hjæm efter vand,
vand! Alt omkring ham væntende og uset ... intil et fortvilet
barneskrik skar gjænnem den varme frøstøv-luft ... et eneste langt.
I den hørte han hvær svingning, den grep ham som en skarp
hånd i brystet; han spratt op, blev stående åndeløs for at høre
det næste. Det kom aldrig, det næste skrik, barnet måtte blet
borte i det første ... nej, der skar det igjænnem! Det første
hadde været fortvilet, dette var selve rædselen, og det næste igjæn,
og det derpå ...! Præsten stod blek med alle sanser spænt. Da
hørtes raske fotslag over sanden til højre; det var hans mor, som
kom frem til havelågen mellem deres haver, en gammel, spæd
kone i en sort kappe over kridhvitt hår, som lå langs efter kin-
nerne og rammet stivt in et forsigtigt, litt tørt ansigt.
„Nej,“ bryter præsten ut, „nej, Gud ske lov, det er ikke Ed-
vard; den krullen på gråten, den var ikke hans; nej, den gutten
gjør ingen kruller, han; han bæljer i bejne linjer, han!“
„Det er nu ondt, hvem det er,“ svarte hun.
„Du har ret, mor,“ og han bad straks i sit hjærte for den vesle,
som skrek så smærtefullt. Men da han hadde gjort det, takket
han for at det ikke var hans gut; det måtte han ha lov til.
En høj mann i lyse klær og en Stanleyhat kom under dette
opover vejen. Han så hele tiden op mot huset og haven; præsten
så også på ham, men kjænte ham ikke. Han stilet over mot
denne siden av vejen, nu like mot trappen — en høj mann med
kort, solbrænt ansigt, briller, en egen rask gang; men i al værden
—? . .. Præsten drog sig in i det samme mannen nådde trappen,
som han måtte ha tat i to byks, for nu hørtes steg i gangen.
Der banket det.
„Kom in!“
Døren åpnedes helt — men mannen stod igjæn utenfor.
„Edvard!“
Den andre svarte ikke. „Nej, Edvard! Du her! Uten først at
varsku! Er det virkelig dig?“ Præsten frem mot ham, gav ham
begge sine hænder og drog ham in. „Velkommen! Kjære dig da,
hjærtelig velkommen!“ Hans åsyn var rødt av glæde.
Edvards solbrænte hænder trykte svogerens til svar, hans øjne
fik glans bak brillerne; men han hadde ænnu ikke talt.
„Har du ikke et ord at si mig, gut!“ ropte præsten, slap hans
hænder og la sine på hans skuldre. „Møtte du ikke din søster?“
— „Jo, det var hun som sa hvor I bodde.“ — „Og så løp du fra
henne? Du vilde fortere frem? Det gik for langsomt med gutten?“
spurte præsten, hans varme øjne så in i den andres med udelt
glæde. — „Ikke bare derfor. Her bor du vakkert.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
