Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 321
derfra til kjøkkenet langs husets nordre vægg med særskilt ingang
bakfra. Langs samme vægg et spiskammer og et gjæsterum frem
mot haven ved siden av præstens kontor og med en altan foran,
som svarte til trappen på façadens andre ænde. Ovenpå flere sove-
rum m. m. Opvisningen tok næppe fem minutter; fra præstens
side de nødvendigste ord, fra Kallem et spydigt henkast, da han
på flere tegn så at præsten for tiden lå i gjæsterummet, og Jose-
fine ovenpå med sin søn; æn videre et foran en Sjælden utstilling
av berømte teologer omkring Luthers billede på stuens store væg.
De forfriskninger Josefine væntet med, avslog han, tok farvel
og gik.
Ragni hadde fulgt med som en usynlig. Nu til slut strøk hennes
lange, smale hånd gjænnem svogerens og svigerinnens som en
røskathale gjænnem et murhul. Øjnene listet skræmt over dem
som skyggen av en vinge. Præsten fulgte ut på trappen. Josefine
stod tilbake ved det store vindu.
Kallem gik så fort at Ragni måtte ta et hopp ved hvært tredje
steg; præsten stod og så det. Denne fart skyndte yderligere på
det oprør hun var i, så da de var kommet omtrent midtvejs
mellem Strandgaten og præstens hus, bad hun om at få stanse.
Hun begynte at gråte.
Kallem studset over en følelsesskala så forskjellig fra hans egen;
for han var harm, men forstod snart at det kanske især var over
hans egen måte at være på hun gråt. Han drog henne med op
mot gjærdet, stilte sig selv med ryggen til det: „Har jeg ikke
båret mig rigtig ad?“ — „Du var så ond — å, så ond, og ikke
alene mot ham og henne, men mot mig; ja, først og fremst mot
mig. Du så ikke på mig, du tok ikke det ringeste hensyn til at
jeg var med.“ — „Men, kjære, det var nætop for din skyll —!“
— „Ja, da vil jeg heller rejse tilbake! Sådant kan jeg ikke tåle!“
Hun kastet sig in til ham. „Men kjære, da! Så du som Josefine
var?“ — Javisst,“ svarte Ragni, idet hodet kom op igjæn, hatten
bakover, håret i uorden: „Hun dræper mig engang!“ og flygtet
atter in til ham. — „Nå, nå,“ sa han; „hun skal ikke nå til at
gjøre dig det grand. Men skal jeg ikke så forsvare dig?“ — Straks
kom hun op igjæn: „Ikke således! Jeg kunde heller ikke trodd
du var slik! Dette var så ... så ufint, Edvard,“ hun tok og rykket
i hans frakkekrave. — „Hør nu,“ sa han rolig, „det som den fyren
har skrevet om os, det var ufint, det. Og hennes taushed? Jeg
synes den var værre æn alt han skrev.“ Dertil svarte hun intet.
Om en stund hørte han: Jeg passer ikke in i dette.“ Han bøjde
sig over hennes hode, hatten fallt nu av, ingen av dem ænste
det; han talte sagte nedover hennes rødlige hår; hun måtte da
ikke gi sig helt over, ikke straks tale om at dø eller om at rejse.
Bjørnson: Samlede værker. III. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
