Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342 PÅ GUDS VEJE
arbejde nå,“ sa hun; „slikt småtteri må vænte.“ Dette ene rum
var værksted, kjøkken, soveværelse. En klokke på væggen, et
bord, en seng, en sengbænk, tre træstoler; ellers aldeles nakent
— og en stram, vond lugt.
Han tok hjæmvejen forbi Søren Pedersens sadelmakerutsalg;
Kallem hadde hjulpet ham til at åpne et sådant, og det gik godt.
Der stod Kristen Larssen, i den ene hånd holdt han et glas, i den
andre en flaske, og Søren Pedersen og hustru skrek eller sang
foran glas og flaske — det lignet lange, ulykkelige hundehyl.
Kristen Larssen lo med en latter ut av et menneskes grunnvæsen.
En bred salighed i dette gap-op, et ondskapsfullt hjærtes inderlige
opladelse, en opdagers halleluja i villeste fryd. Kanske også inter-
esse for de to; hvem vet? Gjorde han dette hvær dag?
Det talent Kallem hadde til at sætte folk i arbejde, kom Ragni
til ænnu stærkere at prøve.
I et mindre selskap hos doktor Kent skulde de træffe sammen
med gamle pastor Meek og hans datterdatter, Tilla Kraby; de var
vændt tilbake fra en utenlandstur for atter at drage. Under sit
korte og antagelig siste ophold på disse kanter blev de svært
feteret; dette selskap var også for dem, og Kallem og hans hustru,
som ellers holdt sig tilbake, gik derhen alene for engang at ha
set dem. Æresgjæsterne lot vænte på sig, og imens blev en over-
måde svær dame, næppe tredive år gammel og kvik og vakker,
forestilt for Ragni, som hun skræmte ved at sige: Jeg vet ikke
om det er Dem ubehageligt; men jeg er søster av Søren Kule.“
Ved at se Ragnis dype forlegenhed tok hun henne raskt avsides:
„Tænk nu bare ikke annet æn at jeg vilde ha gjort akkurat som
De,“ hvisket hun. „Og når en desuten træffer på en mann som
Deres“ — hun trykte Ragnis arm. Hun var ferm og flot og hadde
ingen anelse om som hun pinte det fine menneske hun hadde under
armen. Allerede at hennes ansigt og figur var av „hvalarten“, var
jo nok; Ragni kjænte igjæn intil det særegne lag med „lufferne“;
hun stod og tænkte spækk. Da såes gamle Meek og datterdatter
at komme; værten og hans søster — doktor Kent var ikke gift —
gik mot dem og næsten hele selskapet efter. Under de fremstes
„goddag!“ og „velkommen!“ hørtes de fjærneres: „Nej, som han
ser godt ut!“ og „som Tilla får rejse!“ —, og imens stod Kallem
og Ragni og undret sig over hvem de to var lik; de husket an-
sigterne.
Pastor Meek var over middelhøjde, bredskuldret, litt førladen.
Han bar hodet stærkt opad, det var bredt og gav lysning; stort,
hvitt hår omgav det. Ragni hvisket: „Nu vet jeg det! De er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
