Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 349
„La os gå opover og møte doktoren.“ De gik. Hun følte hun
måtte tale hele tiden, og så gav hun sig til at skildre snestormene
over de amerikanske prærier, og hvad følger de kunde ha for
folk og fæ. Han så hvor hun efter hvært fik rødme i kinnerne,
og hvor hennes små føtter kunde spille i vej. Oktoberdagen var
uten sol, men ikke kold; markerne mørke og matte, løvskogen
på overgang; men han så intet av det; han var ør over at hun
vilde gå med ham, den fineste, mest musikalske kvinne han
kjænte. Han kunde så gladelig rulle sig i støvet, skyte sig med
pistol eller hoppe i insjøen til hennes ære. Dette var ingen tænkt
kvinne, det var fru Ragni Kallem i rød silke under det bløte
slæng, i den amerikanske baret med fjær på — den kammeraterne
sværmet for. Disse øjne så på ham, og han turde ikke gå til
bunds i dem. Foran alt folket gik hun med ham og fortalte.
Også han tok på at fortælle, da de fra vinteren i Amerika
gled in i vinteren i skogbygderne. Hans far, præsten Meeks
søn Otto, var doktor, men hadde giftet sig in på en av skog-
bygdens store gårder, og levde der som bonde. Karl hadde været
med ham over elv-isen op i den uændelige ensomhed in over
skogfjællene; hadde været med ved tømmerhugsten, snarefangsten,
jagten; han gav landskap og intryk hun ingen anelse hadde om.
Han skildret en årfugls utseende, frieri, lek, vingeflaks og skrik
så livagtig at hun siden kallte ham „årfuglen“.
De møtte ikke Kallem, og gik derfor samme vej tilbake. Atter
spilte de det firhændige stykke og bedre; de måtte inøve det godt
for at spille en kvæll når Kallem sat på kontoret! Kallem var
det øverste han visste.
Efterhånden fik hun magt over „årfuglen“, vænnet sig til hans
ovale ansigt, hans ujævne væsen, snart i lysglans, snart i mismot,
opfarende utålmodigt, ydmygt undergivent med korte rykk av flid,
med lange dolce far niente, meget pyntet og ikke lite slusket;
hun begynte at finne ham nokså vakker igjæn, og tålte at ta ham
i hånden. Hun hjalp ham med hans lekser, især med hans
Engelsk. Han hadde ujævne kunskaper, så Kallem foreslog, at
han skulde gå ut av skolen og inhænte privat hvad han stod til-
bake i, og skrev straks til Karis far. Siden sat Karl ofte i den
store stue med sine bøker og stiler, spilte og læste og læste og
spilte — alene og sammen med henne.
Om eftermiddagen såes de på lange spaserturer. Straks sneen
lå — og den kom i begynnelsen av November —, gik de Kallem
i møte, og stod på hvær sin mej hos ham hjæmover. Fra fjorden
frøs, var de på isen, og blant de aller flittigste der. En enkelt
sport hadde Kallem og han for sig selv, det var at få Karl til at
gå på hænderne. Med uhyre alvor løftet doktoren hans lange ben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
