Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 353
gang samt faren som nu truet, hvis Andersen kom i bevægelse.
Han fik dette brede, kloke ansigt med ørnenæsen så kjært; renere
sjælsstyrke hadde han næppe set. „Går det galt,“ sa han, „så har
I mange venner.“ — „Gud lever,“ hvisket hun.
Kl. 3—4 vågnet Andersen, fik atter skevis vin, bouillon, ægge-
blomme, mælk; han forsikkret han hadde det bra med untagelse
av at skinnebenet gjorde ondt; stundom kjænte han smærterne i
hælen. Utover eftermiddagen styrkedes livsånderne, og da ønsket
han præsten vilde komme igjæn. Nætop som konen skulde hænte
ham, kom han av sig selv. Kallem hadde pålagt ham at late som
foten sat på.
Det viste sig straks at Andersen bare lå og tænkte på den.
„Nu tror jeg nok jeg tør si at Gud har bønhørt mig,“ sa han;
„derfor må Gud takkes værdeligen.“
Dette rørte præsten, og han blev istand til at sende en varm
takk for at foten var blet den syke et pant på Guds nåde, og hadde
ført ham dypere i pakt med sin Frælser. Andersen syntes at over-
veje det; ændelig sa han: „Be nu om at han ikke tar foten
siden heller.“ — Hvorfor fallt han på det? — „Jo, for det går
slike smærter i den.“ — Men nylig trodde han jo at være bøn-
hørt? — „Ja; men det hjælper at be uten avladelse.“ Præsten
vægret sig; straks blev den ihærdige mann urolig, og da hvisket
hustruen sagtmodig at Andersen ændelig måtte føjes. Så gjorde
præsten det. Men dette var mere på hennes ansvar æn på hans
eget, og det drog efter. Kallem var just gåt hjæm, da præsten
også kom meget blek og fortalte hvad som var hændt. „Dette
gjør jeg ikke én gang til,“ sa han.
Jeg kan forsikkre dig du har gjort en god gjærning.“ Præsten
stod i ytterfrak og hue med hånden på dørlåsen; Kallems ord og
tone støtte ham. „Alene i sanhed kan vi nærme os Sanhedens
Gud. Farvel!“ Doktoren kom efter: „Du tror altså, at om du nu
siger Andersen at benet er sat av, så kan Gud frælse ham!“
„Ja,“ svarte præsten forarget, uten at vænde sig.
Nu turde Kallem ikke rejse. Han skrev utførlig til Ragni og
lovte at komme, straks han turde.
Næste morgen fant han alt i den ønskeligste orden, men påla
stillhed i rygglejet, og at han heller ikke måtte tale så meget.
Om eftermiddagen forlangte Andersen alterens sakramente; men
diakonissen svarte han tålte ikke sinnsbevægelse. Jeg vil fornye
min pakt med Gud,“ svarte Andersen.
Dette turde de ikke overhøre; men de turde heller ikke gjøre
det uten først at spørge doktoren, og han var i formiddag hæntet
til en barselkone. Diakonissen rådførte sig da med portneren,
som fra gammelt var almægtig der. For ham gjæntok Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
