Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 355
portner og økonom ved sykehuset. Ta imot den og begynn
imorgen den dag at pakke in og flytte med barna, så tænker De
mindre på sorgen. — Har De en bra tjenestejænte?“ — „Ja.“ —
„Ta henne med! Mere behøves ikke. Alt det andre står færdigt,
og diakonisserne vil hjælpe Dem.“
Overdiakonissen fik sine skjære skrubb; men dermed blev det.
Sin forseelse skulde hun nu gjøre god igjæn ved at hjælpe mor
Andersen av beste ævne.
Præsten søkte han ikke, ej heller søkte præsten ham. Av andre
hørte han at han var blet syk, og det fant han rimeligt nok. Kal-
lem møtte Josefine et par dager efter på gaten; hun lot som hun
ikke så ham.
Hvorledes denne hændelse virket, er ikke let at beskrive. Den
hele by kom i opstyr. Var det ikke noget besynderligt med
troen, når selv troen på en løgn kunde redde en mann fra den
visse død?
Portneren med sin store familie fallt naturligvis ned over præ-
sten og hans hustru som en bjælke. Josefine måtte ut med pen-
ger til en bokhandel — og det langt flere æn hun hadde lyst til.
I den mann hadde Kallem siden en trofast og sann fiende. —
Umiddelbart fra dette drog Kallem op til skogbygden. Han
varskudde ikke; han kom kjørende fra stationen op til gården i
måneskinnet en kvæll, nætop som gårdstunet og vejen utover stod
full av forspænte slæder, somme med folk i, andre tomme; gamle
og unge skulde avsted til en kanefart; herfra tok de ut, og her-
hen skulde de vænde tilbake og danse.
Man la ikke mærke til ham som kom fra stationen: man trodde
han hørte til følget. Først da han stod i gangen, der husets folk
og gjæster nætop klædde sig, var der flere som så han var frem-
med; men de tænkte ikke større over det; der stampet pelsmænn
ut og in. Ragni hadde nætop fåt sin pels på og kjænte sig om-
favnet bakfra, gav et skrik og så op. Nej, som der blev glæde!
Og Karl, som stod borti en krok og strævde med storstøvlerne —
uten et ords lyd fik han dem av igjæn, skinnklærne også, kastet
så benene til vejrs og på hænderne bort for at hilse på Kallem;
— nu var kunsten lært! Faren stod der med sit svære hår og
sit tungsinnte ansigt; han forestilte Kallem for sin hustru, en blek,
stillfærdig en; hun talte bygdens dialekt og hadde en spæd røst
— omtrent alt Kallem la mærke til. Nu fik han ikke tid til annet
æn at være med.
Hæstevrinsk og rop og små skrik og latter, intil der mældtes
færdig over hele linjen, og første slæde med en dame i og en
pelsmann bakpå suste avsted; — så slæde efter slæde, brede og
smale, sluffer med én og to hæster for. En lang, bugtet snor med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
