Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 357
øvre og nedre lap angrepet, hjærtet tok på at svigte, pulsen svært
liten og andre slemme tegn; — skulde han stive hjærtet op i den
siste kamp med atropin? Midlet ikke prøvd i tilfælde som dette;
men det var rationelt. Hvor han gik og stod, hvad han tok sig
for, dette spørsmål fulgte. Hennes fem barn var over hos Søren
Pedersen og hustru Åse; disse to var makeløse i slike tilfælder.
For annen gang gik han derhen, og så blev han der med det
samme; det var et ryggetak med døden.
Et lite nokså rensligt rum med tre senger i. En stakkars gera-
nium i vinduet og et portræt av kong Karl den 15de til hæst i
glas og ramme på væggen, et par fotografier sat op med knappe-
nåler og ved siden en violin med tre strænger; den fjærde hang.
Hun som lå der, hadde været en vakker kvinne engang, stærk
og ferm var hun visst ænnu, om hun kom sig. Nu lå hun av-
pillet til benene med de slitte arbejdshænder over et fillet åklæ.
Men han som sat hos henne, var ikke stærk som hun, nej, rigtig
en vekling! — et godt ansigt, såvidt i slægt med violinen der på
væggen, at kanske var det i ham selv en stræng var sprunget, før
den fik være ubøtt, den som hang her. Træt og uttæret av natte-
våk sat han der alene, ikke fordi naboerne unlot at hjælpe; men
fordi den som sist sat der, hvilte, til det sværeste skulde begynne.
Det hadde rørt Kallem at se at naboerne stod vakt på begge
sider; de vilde forby muntre julegjæster at passere her forbi;
vakterne byttedes utover natten. Han hørte dette av henne, som
ved ellevetiden kom igjæn for at hjælpe. Ikke stort at gjøre for
andre æn doktoren, og han visste ikke om han turde gjøre noget.
Første insprøjtning av 1/3 milligram, og pulsen hævedes. Kallem
fanget håb, men turde ikke sende det videre til mannens bønlige
øjne; for det kunde bedrage. Pulsen holdt sig et par timer, sank
så; atter en dosis, og den kom op igjæn. Under stor spænning
sat han og passte på. Han hadde en bok med sig, prøvde at
holde den under lampen, fik også nu og da en mening frem; men
den glæmtes. Ikke blev der talt, bare stønnet, sukket. De siste
rop fra det fjærne, siste bjællelyd længst utdød, siste dør længst
lukket, natten tom og grå. Fem barn, den ældste ti år, var ved
at miste sin forsorg, og han som sat der og snart dubbet, snart
strøk sig over knærne, snart la albuerne ned på dem og hæn-
derne sammen — og stirret op fra henne på doktoren, åja, han
mistet sin forsorg, han med.
Straks pulsen slappedes, ny dosis, og den hævet sig, så det
virkelig syntes at være rigtigt hvad han gjorde. Men krisen sluttet
ikke; det var over midnat, og niende døgn, efter hvad de hadde
sagt, utløpet, og ænda samme opslitende kamp. Han rejste sig i
håb og frygt, og satte sig igjæn, tok sin bok, holdt den op, la den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
