Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 373
like på stationen og bli hos en slægtning et par mil derfra; siden
videre til sin fødebygd. Foruten disse fire var to av graverne der;
den ene stod lænet på sit grev i frak og lovotter, stod og tygde
tobak uten avladelse; den andre bodde inni et brunt skjæg, var
kuvrygget og surøjet.
Under muren et stykke borte lå en tæt sammenpakket skavl;
Karl Meek kom gående med Ragni, og de stilte sig på skavlen.
Alle stod og væntet på Kallem, der var blet hæftet, men nu kom
pilende. Han tok sin hue av for enken, og hilstes av de andre,
gik så hen til graven. Han vilde gjærne sige nogen ord, men
væntet at noget annet skulde ske først. Da der intet skedde,
sa han:
„Jeg kjænner ikke den manns fortid som vi nu begraver; ej
heller kjænte jeg ham selv. Han har hat andre meninger om
religiøse ting, har jeg hørt, æn de han levde blant, og han har
lidt straf for dem. Hans livsmål og hans hustrus med var nok
at nå over til det fri Amerika.“ (Ved ordet Amerika begynte det
at hive og dra inni tørklærne). „Han prøvde at lære sig Engelsk;
for ham var det som at lage sig vinger.
Men når jeg har sagt dette og lagt til, at han visstnok var den
mest begavede jeg har møtt her, så har jeg omtrent sagt hvad
jeg vet om ham.
Derfor kan jeg heller ikke være med at dømme ham. Det
intryk fik jeg ofte, mens vi sat sammen, at han frøs. Kulden om-
kring ham hadde slåt sig på hans indre.
Det har laget sig så at bare vi fem—seks stykker siger ham
farvel. Men alle de hans sindrige arbejde var til gagn, og især
alle de tusener hans opfinnelser har gjort livet lettere for og der-
for skaffet større glæde, hvad det kommer an på — alle de skyller
ham takk, og den bærer jeg frem.“
Der blev stillt; det knittret i den kolde sne, når en eller annen
rørte sig; men ingen bød til at gå. Da sjanglet Aune frem til
graven „Jaha, du får nå ha takk for violinen da! Å — å syn-
dernes forladelse, å, å, leva så vel“ — han hadde nær stupt i.
Søren Pedersen tok ham forarget i armen, vændte sig til sin
hustru og sa: „Hør nu, lille Åse, du ber så dejlig Fadervor; kom
nu med det!“ Og hun gik et steg frem, strøk votterne av og
foldet hænderne. Alle mænn strøk huerne av, og alle bøjde sig;
og så bad Åse Fadervor.
Derefter fallt de første svære klumper på kisten; det hørtes
som den skulde knuses.
Hustruen kom hen til Kallem. Nu først fik han se henne
nærved, opløst av gråt, utslitt av nattevåk, pillet for næsten al sin
kraft og for sit siste håb; men med fast hånd tok hun hans, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
