Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 PÅ GUDS VEJE
Den eneste i værden han syntes han ikke hadde handlet rigtig
imot uten at ha gjort godt igjæn, var denne blinde mann.
Jeg vil gå og finne ham, tænkte han; jeg vil tale rent ut med
ham. Så kan jeg med det samme få gjort ham klart at for Ragnis
skyll må han ikke bo her.
Han fik snart besked om hvor Kule bodde: i huset like bak
dem; i parken ved sykehuset!
Den del av arven var altså blet hans; og her skulde de ha
ham daglig! Han gik længe omkring for at vinne magt over sig
selv; men ænnu var han så oprørt, da han stod foran huset, at
han hadde møje med sig selv. Et lite murhus i to etager med
en have foran; i gangen hørte han lyd fra opvask i kjøkkenet
og så først derin — til den nordlandske kjæmpekvinne med op-
smøgede ærmer, så uforandret som skiltes de igår. Da døren
åpnedes, så hun over skulderen og kjænte straks den høje brille-
karen med krumnæsen og de stærke bryn, smilte og vændte sig
helt mot ham. „Er det ikke Kal—lem?“ sang hun op. — „Jo.“ —
Jeg hørte det igår at De bodde her,“ — hun smilte mere. Å, din
tranfisk, tænkte han, du har visst det længe. „Når kom dere?“
— „Igår kom vi.“ — „Fra Kristiania?“ — „Fra Kristiania; Kule har
arvet huset; og her skal være billigere at le—ve.“ En dør åpnedes
bak Kallem, han vændte sig om; forsigtig stak en firskåren fyr
med kloke, små øjne, der så mistænksomt, sit hode ut fra stuen.
Kallem lukket kjøkkendøren, den andre kom helt frem og lukket
stuedøren bak sig; så stod de mot hværandre. Men kjøkkendøren
åpnedes igjæn, og Nordlandsjænten så ut og smilte mot den fir-
skårne. Kallem ante en sød hemmelighed. „Er det din mann?“
— „Ja, siden i som—mer.“ Fyren så ut til at være sjømann. „Er
Kule at få i tale?“ Den firskårne fik et højtideligt uttryk; han
skulde gå in og spørge. Blev længe borte; Kallem hørte der
underhandledes, snart Kules likelydende slæp, snart den andres
knappe, tørre Trøndermål, begge dæmpet. Imens fortalte Oline
om sin mann at han oprindelig var seminarist, hadde tat styr-
mannseksamen, talte Spansk og var Kules sekretær og fullmagt.
Så fortalte hun om „barna“ at de var i fru Rendalens pensjon på
Vestlandet; — ellers er nok pensjonen ikke længer fru Rendalens
nu, sa hun, men sønnens, „han som bodde hos os“. Og med én
gang: „Å, frua da? Kor lever fru—a? Så hu blej no Deres lel,
hu — da? Å nej, kor artigt det skal bli —.“ Nu åpnedes døren,
den firskårne stilte sig op utenfor, Kallem kunde gå forbi in til Kule.
Han sat i samme svære rullestol med samme brætt foran
benene, med samme spanske billeder omkring sig, samme møbler,
bare at de hadde et annet falmet overdrag. Flygelet og barne-
lekerne borte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
