Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 393
Jo, hun hadde grått — og disse ringer om øjnene, denne magerhed,
denne farve — ! Hans forfærdelse så hun, og tok fejl av grunnen.
Derute i kjøkkenet hadde hun tænkt: — nu taler de vel om
Karl; nu får Kallem vite hvad som er ivejen, så jeg ikke tar mot
brev fra ham. Da hun nu så Kallems oprør, tænkte hun: er han
vred, fordi jeg intet har sagt? Hun tålte ikke sådant, hun frøs
og blev het. — Kjære, kjære Ragni — nu skal du la doktor Meek
undersøke brystet dit.“ — Var det dette —! Hun forskrækkedes
svært, hun så på ham som et sykt dyr, der ber om at skånes.
Men han bad igjæn, og begynte varsomt at ta det høje forklæ av
henne; lydig, som hun var, gav hun sig over til dem.
Straks på hele laget, på hvor han stanste og lydde op igjæn,
ante Kallem at nu var noget forfærdeligt kommet til. Hennes
forskræmte øjne søkte ægtefællens og økte hans egen smærte —
ante hun det selv? Eller var det bebrejdelse, fordi han lot en
annen gjøre dette?
Nu lå det store hode mot hennes rygg. På højre side, ja ...
fortætning i lungetoppen? Hulheder i vævet? Han tænkte det
værste — og hun også; han så det. Visste hun kanske mer æn
hun hadde villet sige. Dulgte over noget, likesom han dulgte over
sin frygt? ... Gud, så kummerfullt spørgende søkte ingen øjne
andres, uten i dødsangst! Den grep ham selv.
„Har De hostet usædvanlig i den senere tid?“ Hun syntes
usikker på hvad hun skulde svare, og så bønlig på Kallem.
Hennes hænder var skjælvende, og det vilde hun skjule; Meek
så det. — „Blir De meget matt, når De går tur?“ spurte han.
Atter så hun fortvilet på Kallem, som vilde hun be ham om for-
ladelse for det. „Får De straks åndenød?“ blev den andre ved.
— „Ja.“ — „Kjænner De Dem til sine tider dygtig avkræftet —
ja, som om De vilde dåne?“ I skrækkelig angst så hun nu på
Kallem. — „Kanske har De fallt i avmagt?“ — ,Ja.“ — „Har du?“
ropte Kallem. „Ja, idag,“ skyndte hun sig, hun bævet. — „Var
det efter jeg hadde talt med Dem?“ ,Ja; — for så vilde jeg få
litt frisk luft og —“ tårerne trængte frem med ordene.
Meek væntet en stund. Når De hoster — ja da kjænner De
ondt her?“ — han pekte på højre kraveben. Hun nikket. — „Har
De nogen tid set på det som De får op?“ Hun svarte ikke.
„Har De aldrig gjort det?“ — ,Jo, igår aftes.“ — „Og da?“ Hun
tidde, hun stirret på gulvet. — „Var der blod i det?“ Hun nikket,
tårerne trillet, hun turde ikke mere se op.
Kallem stod målløs. Meek spurte ikke mere. Hun ordnet sit
toilette, Meek rakte henne stilltiende et tørklæ som hun hadde
tat av, da undersøkelsen gik i gang. Og mens hun sat hjælpeløs
og puslet med at få det på, syntes Kallem at huske noget han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
