Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trodde hunden var djævelen, og at Kristen Larssens gjænfærd
holdt ham; for den vesle sparket, spænte, bet, slog, rev for at
komme løs; han kastet sig bakover og med sin røsts siste hæse
rest hvinte han: „Hjælp, hjælp!“ Var han ikke rædd før, så blev
han det, da han så Kallem vokse op i halvmørket; da slap han
sig ned og brølte. Hunden satte straks i benet på ham, præsten
løftet begge op; dyret var så rasende at det så ikke Kallem, før
det fik et spark av hans fot, som sendte det et par meter avsted.
Et eneste kort hyl og nogen hik — en doktor forstår at træffe —
og de hverken så eller hørte den mere; kanske var den død.
Nu tok Kallem fat i Aune, og præsten slap; han var også ille
tilredt, hans frak iturevet, han drog den efter sig, ærmet hang i
filler ned over hånden, hans ullskjorte med, han blødde av bit og
klor, men var så opildnet at han ikke kjænte smærte. Kallem tok
veslingen med begge hænder i kraven, løftet ham op til sig, og
med hele ejmen av spranget og blodets fart stirret han in i øjnene
på ham, så de blev store, dumme, glaskolde, munnen gapte,
åsynet slap muskelstyret, fyren hang som en ganet sild. Den
gang Sissel ændelig kom andpusten og gråtende efter, lå Aune
på græsmarken inne under trærne og sov. Begge mænn stod
over ham.
Kallem sa Aune kunde bli liggende der, her var ingen dugg,
det forbød vinden; senere skulde de begge bli hæntet. Han tænkte
nok at dette avsinn skulde han få styr på.
Præsten hadde tat av sig frakken, tørket blodet av sig og fik
nu det værste ombundet; så gik de hjæmover.
Ikke ett ord om Aune, eller om hvorledes han traf på ham;
men ikke før stod de på vejen, sa Tuft klagende: „Hun var der
ikke, Edvard, hun var der ikke!“ og litt efter: „Nu vet jeg intet
mere; nej, nu vet jeg intet mere. At du kunde vise henne fra
dig, Edvard!“ Trærnes løvtætte sus tok det igjæn, tok det
uophørlig igjæn: „At du kunde vise henne fra dig, Edvard!“
„Vet du hvad hun skrev og la efter ved siden av brevene fra
dig? „For mit livs skyll går jeg nu til min bror“.“
Det isnet i Kallem. „For mit livs skyll,“ suste det tusenmunnet,
og susningen vinnet sig om ham, trangere og trangere, så han
hadde vondt for at dra vejret.
Det tok på at morgne; Tufts svedte, oprevne åsyn var vændt
mot opgangen, som gik han hele tiden og sa: „Nåde, nåde
for henne!“ Han travet frem det forteste han kunde; han visste
ikke hvor han skulde søke henne,, men han måtte gå, gå; —
Kallem med.
„Å, den rædsel, den rædsel!“ bryter han ut. „Husker du uvejrsnatten
fra vor barndom, Edvard? vi trodde værden skulde forgå.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
