Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mellem slagene - Ottende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MELLEM SLAGENE 443
over? Det måtte være øde og stuslegt for den gamle nu, uten
hus og barn, som han var, og jeg hadde ikke været ham nogen
god datter.
Øjstejn. Men Hallvard forstod hvad du tænkte — og blev taus.
Inga. Han trodde jeg længtes til faren, fordi jeg ikke længer
ælsket mannen! ... Gode Gud! efter alt det jeg har gjort for
ham! ... Og jeg ... jeg blev ogsaa taus.
Øjstejn. Hvorledes kom du efter hvad han tænkte?
Inga. Han begynte at kvæde.
Øjstejn. At kvæde?
Inga. Hvad han var for god til at sige mig, det sa han sine
kvæder. Mens han gjorde på sin nye bue, sat han i sommer-
varmen henne ved brønden; men jeg, som var glad, bare jeg så
ham, jeg gik efter ham fra barnet og satte mig bak enerbuskene
der. Da hørte jeg ham synge—gode Gud! jeg glæmmer det
aldrig! — „Det er tungt for gjæv manns søn, når sværd møtes, at
sitte ved taus kvinnes side og høre hennes rokk surre; det er
tungt at lægge stræng på buen til haren og den kaglende rype,
når hærskrik lokker ifra dalen, bytte vinnes, og magt deles, men
tungere ænnu at miste den beste del i huset og freden i sit eget
hjærte.“
Øjstejn. Det gjorde ikke godt.
Inga. Nej, det gjorde ikke godt.
(Pause.)
Øjstejn. Dine tanker blev snart rådsvangre, kan jeg tro?
Inga. Ak ja, men hellig Olav! hvorfor var her ikke et men-
neske, et eneste ett, som kunde gå imellem ham og mig! Hvor
mange ganger, når han var inne, satte jeg ikke Alf på skjødet,
vændte hans lille ansigt imot ham, at det kunde tale for mig;
men nej! han forstod det ikke ... og dog strakte han hænderne
imot ham og ropte: far! ... som jeg hadde lært ham; men nej,
han forstod det ikke. (Pause.)
Jeg prøvde på at la ting tale for mig! Jeg gjorde en trøje til
ham, så godt jeg kunde, og gjæmte den til årsdagen efter vort
komme hit. Ti jeg holdt regning med det. Jeg la den på hans
plass ved bordet; han blev underlig tilmode, da han så den. Ingen
av os var god for at spise noget, men heller ikke for at tale.
Gråten kom over mig, og jeg måtte vænde mig; da lå der like
bak mig to nye, varme dragter, én til mig og én til Alf; han hadde
også holdt regning med dagen; han hadde også villet få noget til
at tale for sig. Jeg vændte mig om, han gråt — og da kastet jeg
mig om halsen på ham, og vi gråt begge så længe og bitterlig, at
Alf også tok på at gråte. Men ingen av os kunde spørge: Skal
vi være her længere? hvorhen skal vi ta? Ingen av os turde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
