Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mellem slagene - Fjortende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450 MELLEM SLAGENE
Inga. Jo, det mener jeg; så forstod først Hallvard mig rigtig så
klaget lille Alf og far og allesammen ... og jeg var lykkelig.
Øjstejn. Blot en liten solstripe, og al din sorg er dugg, som
dufter væk ... Tro mig! den sorg som klager, den har stakket
liv ... det åpne sår er snart lægt.
Inga. Ak nej! ... jeg ser ikke utgang på den.
Øjstejn Så liten skræmsel er det med din sorg, at den ændog
lokker som en liten hvitklædd pike den som har det værre.
Inga (deltagende). Har du det værre da?
Øjstejn. Jeg ikke; nej, det er andre som jeg tænker på.
Inga. Andre ? Du faller i tanker.
Øjstejn. Ja, blek, men blid ... lokker den.
Inga. Du talte om andre ... Hvem mener du?
ØJSTEJN (halvt til henne, siden ganske for sig selv). Der kan Være dem SOITl
er sat over meget folk, hvis hoved og støtte de er. De må lukke
vel til over sorgen, selv om den gnager sig in under hjærteroten
... ja ... mens det sliter og river som værst, må de lægge smil
over sit åsyn og skjæmtsord på læben; ti de skal gi mot til
alle, selv om de intet har. Der kan være høvdinger som bærer
på en tung skat av gode råd for sit land, men møter misforstand
og kjøper sig den ret at gjøre godt for mange mænns drap. Med
sanhed kan så forfærdelige ting siges om dem, som at de øder
den sykes hjærteblod, som de tænkte at gi helse. Jeg kjænner
slik en høvding, jeg, som vilde være sit lands velsignelse, men
blir dets forbannelse. Han ræddes over sin egen vanskjæbne, og
vilde flygte for alle de fortrukne lik som stirrer på ham fra
landsgrænse og til landsgrænse — flygte som en banlyst fra sit
eget arverike ... var der ikke dem som holdt sig fast i kappen!
Så føres han da som av en ubøjelig Skjæbne fra blodvoll til blod-
voll, fra brand til brand, over rykende lik og grushoper, og skrik
og jammer følger ham, og hele helvede er løst omkring ham, og
de siger djævelen går ved siden av ham, ja somme siger at han
selv er djævelen! .. .Jeg vet ... ja ... jeg vet, at mens de slagter
hinannen som kvæg, er han ikke god til at lægge hånd på en
eneste mann for ikke at øke sin egen ulykke. Og messen sjunges
før slaget, og messen efter, og han soner og læger, han gjør vel
og mildner, han gir fred til alle dem som ber, men der er én
han senest kan gi fred, og det er sig selv. Men jeg vet også én,
jeg, som holder ut tross al helvedes kvide og biter sig i skjægget
og svælger smærten, sender spot og skjæmt til alle sider og står
på sine egne blodvoller og holder lystige liktaler og ler des
bedre, jo flere der faller, og rejser sig i rådet med værdighed
i lader og ro i talen; ti jeg kjænner én, jeg ... ja jeg kjænner
ham, som er så sjælestærk, at han kan holde ut så længe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
