Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halte-Hulda - Første akt - Femte scene - Sjette scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 HALTE-HULDA
Hulda. Og siden du skal gå, så er det best
du går forbi dit kammers, længer ut ...
i svalen og ... litt længer ... ut på gården .. .
litt til ænnu ... fra Hustadgård måske.
Hallgerde. Jeg forstår!
Hulda. Han for hvis skyll og på hvis bud du blev
så længe her . . . gik også bort idag .. .
og jeg, du vet ... jeg trænger dig slet ikke.
Hallgerde. Jeg forstår —!
Hulda. Men du som alt forstår, forstår vel og,
at tross al folkesnak, tross onde sinn,
så lever jeg, just som jeg vil, ret efter
min egen lyst . . . altid! God rolig nat!
HALLGERDH. God rolig nat! — (Mot utgangen, vænder og går sagte in dit hvor Aslak sover.)
SJETTE SCENE
Hulda (ser ikke efter henne; står litt).
Han kommer aldrig, før jeg slukker lyset. (Blåser det ut;
går op mot forgrunnen.) Nyss var al værden mig så trang, så liten,
at ikke ett av mine tause ønsker
fik rum deri; — men dengang hadde den
dog rum for hvært av disse mennesker.
Nu er den med et syn, et øjebliks —
hvad under! — blevet mig så høj, så vid,
så rent umålelig, at sjælen sluknet
i samme stund den kunde fatte det!
Og nu — nu har den hele jord kun plass
for én, en eneste, og alle hine
står blot i vejen for ham! ... (sagte.) Nyss jeg hadde
et ord for hvær av dem, et øre også
for deres hvisken — (stigende.) Men om nu engang
hvær enkelts røst fløt sammen til et hav
av skrik og bulder, hørte jeg det ikke!.....
(ømt.) O underfullt: hin tause skog, hint fjæll,
som drømmer i sin sky, har fået ord.
Hin frugtbetyngte voll, hvis røst er bundet
i overnyden av dens egen lykke,
den kan mildt tale til mig ... og jeg hører, (sætter sig sagte.)
Der sat jeg nyss.....og som jeg sat, kom mørket
med hvisken til; det skånsomt lagde sig
tæt om mit bryst — (Langsomt.) og folk og gård og minner,
ett efter ett, med angst og dæmpet rop
forgik deri. (stærkere.) Da sat jeg der igjæn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
