- Project Runeberg -  Samlede værker / Tredje bind /
498

(1910-1911) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halte-Hulda - Annen akt - Niende scene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

498 HALTE-HULDA

(Avsides.) Det var ej kjærlighed, erindring var det —

en svak utblødning av et gammelt sår.

En syk urolighed i søvne var det ...

som dog har røbet mig hans hele sjæl!

(Højt.) Nej, tag kun flere med!
Trond. Vet vi til slut

hvad helst du vil?
Hulda (avsides). Långt er det frem til midnat.

I kvællens ensomhed vil stjærner rinne . . .

han vejen op til mig ser best i mørke,

og sjælen hvisker om en siste gang .. .

(Højt.) Tror I det regne vil inat?
Arne. Blid, rolig

er himlen rundt omkring.

Hulda (avsides). Han ser på henne!

Vil det da aldrig slippe! Bort! —Ånej,

lad det kun glide in ... (Højt.) Tror I det regner

for stærkt inat?

Arne. Hvor er du nu?

Hulda (fatter sig). Nu-ja!

Arne. Du er ej rigtig vel; du tåger bedre

dit råd en annen gang.
Hulda. Mig vil du læge?

Nej, vænt nu litt! Så skal jeg læge dig,

så syk du er.

Trond. Hvad var vel dette?

Arne. Stille!

Hulda (gående frem, avsides). Når han snart ene står, hun, jeg vil kjæmpe.

Vi begge løfter har.....Hjærtet har ... jeg!

Dit går hans barnedrøm — hit drager uro ...

Er alt på vejen dit, så husker han

at han ensteds har noget efterglæmt: —

ti brutte løfter — nogen sværdehugg —

sælsomme timer, på hvis dunkle bund,

når ned han stirrer, han ser meget sitte:

sig selv med armen om en sortklædd kvinne,

hvis øje lokker, og hvis bryst er varmt .. .

og i hvis sjæl han drømmer langsomt in,

til vandet kruser sig, og synet dirrer

i hvær dets bølgning — så han skimter blot

i stykkevis, at jamrende hun fallt

ut av hans favn — at bleke skikkelser,

som selv han satte dit i natlig stund,

sig rejser leende og byder selskap —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:27:21 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjornson/3/0498.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free