Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annen handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGURD SLEMBE 95
En trang bærghule. (Mørke.)
Sigurd (kommer krypende in ovenfra). Nu kan de ro hjæm med Sigurds
kappe og hat. Jeg skal hænte begge deler tilbake en gråhvit nat
i kold vind fra nord. — Her er fugtigt. Så bor her ikke dyr.
Når jeg stanser, fryser jeg. De våte klær er stivnet til is og
skjærer mig. De rasler, når jeg går, som et benrangel fulgte mig
nøjagtig med samme steg. Det er døden selv! Den knoklete vil
eje mig, siden jeg svømte hans brede fjord. Men livet har be-
draget mig, nu bedrager jeg døden. Ti hernede kan nattens skarpe
fjællsno ikke længer nå mig; lemmerne kan gi hinannen varme.
Og så vil jeg tænke over hvorfor jeg er kommet hit. Begynnel-
sen er at jeg er en konges søn. Men i mit tyvende år blev jeg
fortrollet til en sort hund og jaget ut i al værden. På mine
fædres sæte satte sig en gal mann, så kom et barn, så kom en
dum enfoldig. Men jeg joges stadig rundt, til jeg blev så tam at
jeg slikket den hånd som jog. Da fik jeg komme hjæm igjæn,
og den enfoldige i mit sæte blev spurt om han kjænte mig. Jo,
sa han, han er min fortrollede bror, jeg vil ta ham op i mit fang.
Men fanget var det dype, kolde hav, jeg skulde synke, men se,
jeg sank ikke, jeg steg. Men hundepelsen sank, og den som steg,
var en konge (rejsende sig.) i hævnens rustning, med fortvilelsens øje
og et rødt flammende sværd. Når det engang svinges, skal det
lyse over hele Norge, tårer følge så tæt som regn på lynild, og
dog kan ikke hele slægters gråt løse den som nu er inneklæmt
i mit brySt. (Kaster sig ned.) (Hvilende på én arm, halvt oprejst.) Skal jeg leve med
denne pine? Døden er bedre — døden vilde de også gi mig, men
jeg fik livet. Så må det være hine som skal dø; ti begge kan vi
dog ikke leve! Da jeg holdt det ut i Asiens hete, sa jeg til mig
selv: så må du være livet værdig. Holder jeg det ut inat, så må
en annen være det uværdig. En konge! Hvad tænkte jeg mig
ikke, når jeg tænkte mig en konge! I hvært land jeg for, tok
jeg en sten til hans krone, de store mænn gav visdom til hans
scepter, enhvær god lov la jeg om ham som et rygte. Men da
jeg kom hjæm til min trone, var en padde krøpet op på den.
Skal jeg nu la den sitte og selv flygte videre? (Rejser sig mere.) Nej,
ved den retfærdige Gud, hit og ikke længer! Fra her av må
jeg jage, og de se til om de kan finne en hule. Kongeborgen
vil jeg opbryte, regnskapets skarpe vinterluft skal strømme in til
dem. Ænnu mere: jeg vil kaste disse vanærlighedens levninger ut
av de åpnede vinduer, likesom hin Israels hævner. Ham selv,
hans råd, hans tjenere, d£ største med de minste, alle som har
mættet sig med uretfærdighed. Å, det som nu er ulykkeligt, må
bli lykkeligt, det må ikke hulke i en eneste skjult krok — å, jeg
hører det gråte like hit, men mest fra et kloster på Nidarholmen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
