Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjærde handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sikkert. Men hvorfor har jeg ikke længer noget følge? Hvorfor
vant Harald Gille venner — og ikke jeg? Derfor at jeg ingen
svakhed firer ned som trappestige op til mig. Højt på min ret
står jeg, loven gir vej op til mig; men den har ingen mere styrke
til at gå — og derfor er jeg ene. Klage mig? Jeg, som er kom-
met for at inføre loven! Øksen kan ikke være skogens ven,
lukeren ikke ukrudtets, skytteren ikke rovdyrets. Skam og vanære,
om de gav mig kjærlighed, de samme som gav Harald Gille!
SJETTE OPTRIN
Sigurd (sejlet går op, hulen fylles av skinnklædde mænn).
Sigurd. Det er middag?
Mænnene. Ja!
Sigurd. Den siste vi holder her.
Mænnene. Vel!
Sigurd. I blir glade, ser jeg, I længes efter hærfang? Det skal
I få. Jeg vet der er ikke en av eder som følger for min skyll.
Flere. Jo, jo!
Sigurd. Stille! Ingen løgn! Jeg bryr mig ikke om det! — cni
ivar Koiibejnson.) Du gamle trænger dig frem? Du stod ved min side
i hvært slag, vil du sige; du redet mit leje bakefter. Hm, du vil
kun hævn over de store, og du tror jeg best kan bringe den!
dvar holder en hue frem.) Du har sydd mig denne hue? Du har plejet
mine sår i vinter? Å, likesom bonden som i middagshvilen sliper
sin økse. — Stille! Ingen løgn længer; jeg vet det. — Jeg vet
også at jeg er i eders hånd som en høk med snor; I lar mig stige,
fordi jeg måske kunde gjøre en fangst. I skal også få den! —
Jeg har bruk for eder som I er, vi passer hinannen, ti nu går vi
ut for at hilse på alle drottsvigere, lovbrytere, drapsmænn i landet.
Jeg er loven; ti jeg er kongen! Nu dømmer jeg, at hvær lender-
mann i landet, hvær kongens foged, hvær storbonde som sveg
Magnus og mig, er dødens mann, men deres ejendommer er mine!
På vore lette skuter faller vi over dem, bak os en gård som
brænner, foran en som vænter! — Så skal det vise sig om ikke
flere slår sig til vor sak, når de ser der er noget at vinne! —
Og når min styrke er stor nok, lægger jeg in til slag, og av dette
stiger jeg op på tronen. Da, på et tegn, skal ilden slukkes over
alt land, og kornet gro, og lyder I mig ikke, så kommer raden
til eder! — Nu hører I hvad bånd som binder os sammen, og
hvad I har at vænte og ræddes for. Fra mig — i avstand! Det
er ikke eders kjærlighed, det er eders had, eders lyst til hærfang,
hævngjærrighed, jeg vil ha, for med det at tænde ild på. — Nej,
sænk ikke hoderne, sørg ikke over mig; ti slik er jeg lykkeligst!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
