Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGURD SLEMBE 121
in? ... Prøve den likefremme kamp, mann mot mann, med for-
tvilelsens fulle kraft ... Å, kunde de høre mig, kunde jeg finne
et højt sted og rope ned til dem hvor soleklar min ret er, hvor
uhyre det er som jeg har utståt, og hvad det er for en synd de
gjør! I myrder jo ikke mig alene, men tusen, tusen tanker for
mit fædreland, jeg har jo intet fåt gjort, ikke sådd et eneste lite
korn, ikke lagt en sten på en annen som kan vidne jeg har været
til. A, jeg har kræfter til annet æn ufred, det var længsel efter
at virke som drev mig hjæm, det var utålmodigheden sofn gjorde
mig ond! Tro mig dog, prøv mig, giv mig bare den halve del
Harald Gille lovte mig, giv mig ænnu mindre, giv mig ganske
lite, bare jeg kan leve og forsøke ... Jesus, min Gud, det var
jo det mindre du altid bød mig, og som jeg altid forsmådde?
— Hvor er jeg? Ved min egen grav står jeg og hører det ringe
med den store klokke — jeg skjælver som tårnet under dens slag;
ti hvor er nu det mål jeg så? Graven åpner sin munn og svarer!
Men bak mig ligger mit liv som en uttørret flod, mine atten år
har tapt sig i en ørk! Vinket, vinket fra min fødsel? Hit har jeg
fulgt det i høj flugt med alle min sjæls ævner, og her rammes
jeg av dødens pil, synker og ser det, at jeg skal knuses mot disse
Stener! Har jeg da set fejl? Å, livets strømning og vind stod dit
der det var frugtbart og varmt, men jeg arbejdet op der det altid
blev koldere, og nu klæmmes mit skib av drivende isbærg; næste
sekund skal det synke! Lad det synke, så er det forbi! (Påknæ.)
Men i din fang, barmhjærtige, så får jeg fred! — Hvad er dog hændt
mig for under? I samme stund jeg bad, fik jeg det! — Fred,
full fred? — (Rejser sig.) Da vil jeg imorgen gå til min siste kamp
som til kirke; fred for mine længsler vil jeg vinne! (Holder hodet bak-
over med begge hænder for sine øjne. Da han ændelig tar dem langsomt bort, ser han sig omkring.)
Hvilken soning der går imot mig av denne efterårsaften! Sol og
vand og strand og sol går sammen som alle tanker i Gud, aldrig
har jeg dog før set det så vakkert! —Dette dejlige land skulde jeg
ikke få styre. Hvor meget ondt jeg har gjort det! — Hvorledes
er det dog gåt til? ti ute så jeg dine bærg i enhvær sky, jeg
længtes hjæm som et barn til julen, men jeg kom ikke før hjæm
— og jeg gav dig sår i sår. Langmodig ser du på mig, og gir mig
din dejligste efterårskvæll til avsked. Jeg må gå op på stenen og
ta et langt farvel, (stiger op.) — Slik stod jeg for atten år siden. Jeg så
utover det blå hav under stigende sol, den friske morgenluftning
tok jeg for vift fra en rask fremtid, bak de létte skyslør skimtet
jeg fremmede land, i morgensolens glød så jeg ære og gull, og
korsfarernes hvite sejl skulde bære mig derhen! — Farvel, mine
ungdomsdrømme, farvel, mit land, mit dejlige land! Å, til hvad
for sorg du har født mig! Men nu er det snart forbi. (Garned.) — Men
Bjørnson; Samlede værker. IV. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
