Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annen akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Axel. Tro henne ikke! Laura var gjort unselig av sin frygt,
men hun kunde ikke motstå sine gode inskydelser eller min
ydmyge troskap. Når jeg våket i mit værelse ved mit arbejd for
hende, våket hun i sit, i alle fall trodde jeg ofte at høre hennes
fottrin; og når jeg kom sent hjæm fra hårde rejser, sprang hun
vel ikke imot mig — det var ikke fordi hun savnet en hustrus
taknemlighed, den har Laura! — men fordi hun ikke vilde røbe
sin glæde før på forsoningens store dag.
Laura (rejser sig).
Amtmannen. Blev I da ikke straks forsonet?
Axel. Ikke straks.
Fruen (bange, dæmpet). Gud, det har Laura fortiet!
Axel. Fordi hun ælsket eder og ikke unødig vilde bedrøve
eder. Men hennes taushed, ikke sant, den røbet at hun væntet
på mig; den var hennes kjærligheds første gave til mig! (Laura sætter
sig.) Siden kom flere; hun så jo at jeg ikke var ond, tværtom,
hun så, at hvad jeg hadde syndet, hadde jeg syndet av kjærlighed,
for Laura er jo selv kjærlig; hun kom mig derfor i møte, litt efter
litt, med blidhed, i stillhed; hun længtes til at bli en god hustru.
— Så var det en dejlig formiddag, ja, som nu denne; — vi hadde
hvær for sig læst en fortælling der fra det fjærne talte truende
ned i vort forhold, og vi dreves sammen her av angst. Da, med
én gang, fløj alle vinduer og dører op, det var brev fra eder som
kom; det blev varmt derav i stuen — ja, som I nu sitter her.
— Sommeren sang om huset — og da så jeg på hennes øjne at
nu vilde alle blomster åpne sig! Da knælte jeg for henne — som
nu — og sa: for vore forældres skyll, at de skal ha glæde av os,
for min skyll, at jeg ikke længer skal straffes, og for din skyll,
at du atter skal kunne leve av dit fulle gode hjærte, la os nu
finne hværandre! — Og da svarte Laura —?
Laura (kaster sig gråtende til hans bryst; alle rejser sig).
Fruen. Det var dejligt, barn!
Amtmannen. Dejligt, som da vi selv var unge og fant hinannen!
— Nej, som den mann fortæller!
Fruen. Ja, som vi oplevde det nu!
Amtmannen. Ikke sant, hvilken begavelse!
Fruen (sagte). Han blir noget stort!
Amtmannen (sagte). — Noget stort, og i vor familie.
AXEL (som har ført Laura frem i forgrunnen til venstre). Så det svarte du, LaUra?
Laura. Du husker ikke alt.
Fruen. Er der mere? La os høre mere!
Axel. Hvad sa du så?
Laura. Jo, jeg sa at jeg blev holdt tilbake længe — længe! Jeg så
nok at du var glad i mig; men jeg var bange at det var som i et barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
