Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om åndsfrihet (fortale til tredje utgave)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 KONGEN
kunne bli det, uten at for hvær kristen skal hundre med som det
får gå som det kan. Imidlertid er det disse som betaler. Ofte
ufrivillig! Og det forhold finner de kristne sig i. Statskirken har
vænnet dem til det.
Når en av os prøver at drive nogen av de likegyldige, de selv-
bedragne, ja, om det er av fuskerne og hyklerne, over til selv-
tænkning og valg, så skriker hyrderne i kor: „han angriper kri-
stendommen!“ Hele dette søl av karakter-miskmask i talemåter
skulde være kristendom?
Selv når en lærd mann drister sig til at undersøke om f. e.
Tischendorf har sagt det siste ord om det Nye Testamentes
tilblivelse (og det er altfor sikkert at det har han ikke) — også
da angripes kristendommen! Vil kristendommen støtte sig til noget
som skal henstå tvilsomt?
Disse skrik over angrep på kristendommen er likeså tåpelige
som de er fejge. —
Når den kristne krænkes i bekjænnelsen eller bruken av sin
tro, da angripes kristendommen. Av alt slikt er jeg til det yder-
ste en fiende.
2) Om angrepet på kongedømmet. Kongedømmet er
derimot en institution; selvfølgelig er forholdet her et annet.
Kongedømmet har jeg angrepet og vil jeg angripe. Men —, og
dette „mena ber jeg lagt mærke til.
Noget før Julirevolutionen, da dennes første tegn viste sig, talte
Chateaubriand med kongen, som spurte hvad dette dog var
for noget? „Det er kongedømmet som er færdigt,“ svarte royal-
isten; ti han var tillike seer.
Sikkerlig har der i Frankrike været både kongedømme og kej-
serdømme siden den dag. Om der intet mere kommer herefter
— i andre land både er de og vil de bestå menneskealdre efter
os. Men „færdige“ er de ikke desto mindre; opsigelsen blev for-
kynt i den franske revolution. Den gjæller ikke alt og alle sam-
tidig; den sætter terminer, forskjellige for de forskjellige, og længst
for erobringsrikerne. Men mot republikken går det nu; ethvært
civiliseret folk er ved første, annen eller ændog tredje termin.
Der skal visst ikke stort hverken historisk eller psykologisk skjøn
til for at forstå det. Så langt er det kommet at selve Bismarck i
selv-selveste Preussen kaller sine motstandere „republikanere“;
skyller dem for at motarbejde ham „i republikansk ånd“. Da for-
klarer resten sig selv.
Hos de fremmelige folk har denne utvikling nådd en stræng
lovmæssighed; hvad der gjøres for at stanse, fremskynder; hvad
der gjøres for at forcere, sinker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
