Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annen handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 LEONARDA
Biskopen. Så har hun vel sin særskilte grunn.
Hagbart. Skal jeg sige dig den? Hun har mere hjærte æn vi
andre; hun kan bedre bringe offer æn vi.
Biskopen. Så det vet du?
Hagbart. Ja, for hun er en meget større natur, hun har en
dypere utvikling, intellektuelt som moralsk, æn nogen av os.
Biskopen. Jeg hører på dig med den allerstørste forundring!
Hagbart. Ja, misforstå mig ikke! Hun har sine fejl.
Biskopen. Nå, så det har hun dog! —Jeg vil alvorlig be dig
om noget, Hagbart. Rejs bort på en stund.
Hagbart. Rejse bort!
Biskopen. Til din onkel professoren f. eks. Bare på en 8 å 14
dager. Du trænger stærkt til at bli klar — både over det ene og
det annet. Du er i stærk gjæring.
Hagbart. Det er jeg; men —
Biskopen. Tal ut!
Hagbart. Jeg har været i gjæring længer æn du har visst.
Jeg har været det like fra den dag i vinter jeg gjorde fru Falk
så forfærdelig uret.
Biskopen. Ikke nætop uret; men —
Hagbart. Jo, uret! Det blev skjæbnestenen i mit liv. Til et
slikt fanatisk utbrudd skulde det komme. Så forfærdedes jeg
ændelig over mig selv — ja, jeg skal ikke plage dig med min
hele lange kamp; du så den ikke; ti jeg var ikke her. Men da
jeg tilsist blev syk og måtte til bad, og der fik se Ågot — det var
mer æn alt jeg hadde spekuleret, det var sundheden selv, en ny
sort menneske, det var ændelig livets egen røst. Du kan ikke
forestille dig som det rørte op i mig. Hun må sitte inne med
noget av det jeg har savnet — altid savnet! Denne forunderlige
naturlighed; hun gjorde jo alting yndigere og muntrere æn alle
andre og visste ikke av det selv. Hvordan er hun blet slik,
tænkte jeg? Hvordan må den være som har latt henne vokse
så frit og sundt? Det var jo for at døve savnene i mig selv at
jeg var blet så fanatisk stræng mot andre. — Ja, det er ydmy-
gende at tilstå så’nt. Men det er sant. Jeg har altid været kejtet
og hæftig. — Men hvad var det jeg vilde sige?
Biskopen. Du vilde naturligvis komme til fru Falk.
Hagbart. Ja! — Kjære, tænk nu ikke ondt. Men jeg har i alle
disse dager ikke kunnet være fra henne.
Biskopen. Det er altså henne du har talt meod?
Hagbart. Ja visst! —Ja, d. v. s. også med Ågot. Du foreslår
mig at rejse bort. Jeg kan ikke! Om jeg kunde fordoble mig
selv eller tiden — der, hos henne, strak det ikke til. Nej, nu har
jeg funnet frem! Nu kan jeg ingensteds rejse hen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
