Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEONARDA 515
dog være fejgt ikke at kunne det! Jeg forsmår en som ikke
ælsker mig!
Fru Falk. Ågot, jeg beundrer dig, jeg ælsker dig, jeg er stolt
av dig!
Ågot. Å, tante, jeg har aldrig følt som da hvad du var for mig!
Hvis jeg kunde gjøre noget stort i livet, noget som var rigtig
godt eller rigtig vakkert, så har du lagt det i mig; ti jeg gik da
og sværmet for alt jeg skulde finne på for at lete dette frem; jeg
vilde påta mig den ydrnygste stilling, uten at I skulde fornemme
et kny, et suk ... og da stod du bestandig for mig! Ti det følte
jeg at du kunde gjøre dette for mig! Ja, det har du jo i grunnen
allerede gjort. Du rigtig lyste for mig, tante!
Fru Falk. Ågot!
Ågot. Men du ser ikke så glad ut som jeg nu er! Fatter du
ænnu ikke hvorledes det gik til?
Fru Falk. Jo, men — utgangen?
Ågot. Kjære, den kjænner du jo! Nej, det er sant! Det må
jeg jo ikke glæmme at fortælle, for ellers kan du jo ikke forstå
hvorfor jeg bar mig så dumt ad hos bispen.
Fru Falk. Nej.
Ågot. I mine sværmerier, ser du, i mine stolte sværmerier
om forsagelse for at gjøre dere lykkelige — kunde der komme
på mig, ja, et virkeligt raseri mot Hagbart, fordi han ingenting
sa til mig ... eller rettere, ingenting forstod ... han gik likesom
i drømme* Er det ikke underligt at det ene således kan blande
sig med det annet? Og det var stærkere æn jeg selv visste av;
— for da bispen vilde forkaste dig — det kom også likesom bak-
fra! — da tapte jeg rent besinnelsen, fordi Hagbart ikke hadde
hindret dette istedenfor at gå der og drømme; jeg vet ikke —
men — ja, du så selv hvorledes det gik; det brast ut av mig
altsammen hulter til bulter, jeg var rigtig engang igjæn til gagns
uartig og du sint — og så blev vi venner igjæn, og jeg rejste —
— og så, tante —
Fru Falk. Og så —?
Ågot. Ja, så tænkte jeg over! Alle de vakkre ord om ham
som du gav mig med på vejen, de vokste og vokste. Du blev
igjæn selv så stor, så mild. Deroppe var også rent vidunderligt!
Nej, den luft, den klarhed, det over alle grænser store, du!
Og vandet, næsten altid stille, så nedsænkt lå det; og der kunde
være, især om kvællen, å, hvor stille! Og så lukket det sig
som et sår.
Fru Falk. Hvad lukket sig?
Ågot. Smærten, tante. Der var ingenting mer i vejen. Hag-
bart er jo, som du sa, så ædel, så sann. Og du selv, tante!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
