Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - DET NY SYSTEM - Fjærde handling - Annet møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NY SYSTEM 57
er rent ut ved lov forbudt! Vi fik straf, fik vi! Naturligvis! Og
han? Vil han sige os noget mere æn komplimenter, må det ske
ved ministrene — og de karle skal ikke forsnakke sig. — Eller
ta et annet højt forhold! Ta kirken!
Fruen. Det må da være oprigtigt.
Riis. Naturligvis. Alt er oprigtigt. Men om nu præsten,
istedenfor at sige os hvad Skriften og præste-eden siger han skal sige,
gav os av sine tvil (ti hvem har ikke dem?) — jo, det blev en
net historie — skjønt den vilde være meget sann! Æn vi, om
vi begynte at snakke, den ene i munnen på den andre, om vore
tvil? Her blev et abracadabra uten ørenslyd over al værden. —
Nej, man lar det gå som det er vedtat og opskrevet, noget mere,
noget mindre. Det som det kommer an på, er at det går. Vil
man det skal være i orden, nu så er det i orden!
Karen. Men, far —
Riis. Ja, du er syk. Men har jeg kanske ikke ret? La os ta
os selv!
Fruen. Vi, kjære Riis, siger da virkelig hværandre sanheden!
Riis. Så det gjør vi? Dersom jeg sa dig sanheden, min beste,
den fulle, ukontrollerte sanhed — vi levde ikke sammen en
eneste dag —
Fruen. — Men, Riis!
Karen (samtidig). — Men, far, dog!
Riis — hyggeligt, mener jeg! Og vice versa! Ikke fordi du
eller jeg er værre æn andre. Vi er kanske bedre æn de fleste.
Men hvis alt skal siges, så ryker det i stykker, familien,
samfundet, riket, kirken, altsammen, det ryker i stykker! Ja, vi blev
selv til dyr; ti da blev det nok oftest dyret som talte!
Karen. Men hør da på mig, alt dette mener jeg jo ikke.
Fruen. Dette mener vi ikke.
Riis. Nej, I mener det ikke, når det sættes ordentlig ut for
eder; det visste jeg nok! Men nu skjønner I kanske hvad der
stikker under denne forførerske talemåte? — Det er så langt ifra
på sanhed at livet hviler, at det er på en stilltiende overenskomst
om ikke at bruke den fulle sanhed, alle livets forhold er
grunnlagt. At være sannere æn vedtægten vil det, er det samme som
at gjøre vrøvl, er uopdragenhed, er dumhed — kanske farligt.
Karen. La mig dog få svare at —
Riis. Vænt litt! Kunsten, livets store kunst er nætop den at
balancere, at manøvrere — nå, manøvrere er et misbrukt ord, la
mig holde mig ti balancere!
Fruen. Men, Riis!
Riis. Herre min, jeg har jo hat med både overordnede og
underordnede at gjøre i så mange år, jeg må da forstå hvad der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
