Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Første stykke - Første handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 OVER ÆVNE
Hanna. Men tåler han det?
Klara. Han tåler alt. Han sovner in som et træt barn, og
sover, sover, sover. Så vågner han, spiser og begynner på en
frisk. Han er aldeles utenfor; for han er aldeles uskyldig.
Hanna. Hvor du ælsker ham!
Klara. Ja, det er det eneste som er igjæn av mig. Dette med
barnene har ødelagt mig.
Hanna. Med barnene?
Klara. De tok jo skade av at gå her. Intet regelmæssigt og fast;
de blev forstyrret. Aldrig hindringer for noget som blev holdt for
at være rigtigt. Aldrig overlæg, bare inspiration! De var voksne
og kunde ikke stort mere æn læse og skrive.— Og som jeg
kjæmpet for at få dem bort! Og siden i fem år for at kunne holde
dem derute og skaffe dem undervisning! Ja, det har tat min siste
kraft. Nu er det forbi.
Hanna. Kjære, kjære!
Klara. Du mener da vel ikke ...? Du beklager mig da vel
ikke?! Mig som har gjort rejsen sammen med jordens beste
mann? sammen med menneskenes reneste vilje? — En lever
kortere på den vis — ja. Alt kan ikke forenes. — Men bytte? — Kjære!
Hanna. Han har da sprængt alle eder andre?
Klara. Det har han! Nætop så! D.v.s, han har ikke sprængt
alle; for det fik han ikke lov til. Han hadde også sprængt sig
selv, hadde han fåt lov. Han er jo over ævne.
Hanna. Over ævne? Når han virkelig gjør mirakler? og
bestandig blir frælst?
Klara. Tror du ikke også miraklerne kommer av det at han
er over ævne?
Hanna. Du forskrækker mig! Hvad mener du?
Klara. Jeg mener at slik var vel profeterne også. Både Jødernes
og hedningernes. De kunde mere æn vi i en viss retning, fordi
de manglet så meget i alle andre retninger. Ja, slik har jeg tænkt.
Hanna. Men tror du da ikke?
Klara. Tror? Ja, hvad mener du med det? Vi er av en
gammel nervøs tviler-slægt, vi søsken. Jeg tør sige, av en intelligent
slægt. Jeg beundret Sang. Han var ulik alle andre, bedre æn
alle andre. Jeg beundret ham, til jeg ælsket ham. Det var ikke
hans tro; den var noget for ham ejendommeligt. Hvor langt jeg
nu tror med ham — ja, det vet jeg ikke.
Hanna. Du vet det ikke?
Klara. Jeg har været så forjaget, du, at jeg aldrig har hat tid
til at gjøre mig det op. Der må tid til slikt. Og jeg hadde nok
med at bærge os over fra det ene båretak til det andre. Jeg blev
for tidlig ødelagt av det. Jeg dugde ikke længer til at ta store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
