Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Anden handling - Tredje møte - Fjærde møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 OVER ÆVNE
Spera. Det er jo derfor vi er her! Du, bare du skal se det!
Credo. Vi er her for at ta dig med!
Rakel. Men det går vel ikke mere an —? (De hører portkiokken ringe.)
Rakel. Ingen må se dere her!
Spera (idet hun hoPPer ut av vinduet). Farvel så længe!
Credo (med iangt tilsprang). Hurra for jordens herligste kvinne! (Det
banker.)
Rakel. Kom in!
FJÆRDE MØTE
ELIAS (kommer in).
Rakel (mot ham). Elias! Ændelig!
ELIAS (mot henne)4 Rakel! Å, Rakel ! (De holder hværandre stille omsluttet.
Rakel (klapper hans hår). Som du er blet blek, Elias! Og medtat?
Hvad er det?
Elias (smiler). En stor tid og små kræfter.
Rakel. Hvor længe siden vi såes!
Elias. Av samme grunn. Jeg har ikke orket mer.
Rakel. Jeg ser hvor du er overarbejdet.
Elias. Især siden nætterne toges fra mig.
Rakel. Også nætterne?
Elias. Så spiser vi os ikke mæt.
Rakel. Men kjære—? Hvad skal det tjene til?
Elias. Vi skal øve os i offer, siger Bratt. Og han har ret. Men
det har en helt uvæntet virkning.
Rakel. Hvorfor sover du ikke om nætterne?
Elias. Altså her skal du bo, Rakel! — Dette har han git dig?
Mens han nægter os alt.
Rakel. Til hospitalet har han git det. Her skal
konvalescen-terne ha tilhold.
Elias (mens han går rundt). Og det har han gjort n u. Som om intet
annet hadde krav på ham! — Her skal du bo, Rakel! I dette rum
— her?
Rakel. Ja, og sove ved siden av. Du gik forbi der.
Elias. Du har valgt fred, du, Rakel.
Rakel. Ikke nætop fred, Elias. Jeg har ansvar, og meget at
gjøre.
Elias. Jeg vet det, Rakel, jeg vet det. Jeg mente bare ... Jeg
forstår ikke at nogen kan bo slik som han bodde i dette store
hus. At nogen t ø r gjøre det, så længe de andre ... Du har hørt
om Maren Haug og hennes to barn ...
Rakel. Ja, ja! Jeg følger alt. — A, Elias, som jeg har været
hos dig i denne tid!
260 over ævne
Elias. Det er nætop dem jeg mest har tænkt på, når jeg var
hjæmsyk.
Rakel. Kan du huske folk sa de aldrig så én av os, men
bestandig begge, og at vi altid kom hånd i hånd?
Elias. Og at vi pratet, så munnen ikke stod! De hørte os lang vej.
Rakel. Kan du huske så mange infall du hadde? Ja alt som du
fant på, Elias!
Elias. Men du var den som styrte.—Jo, du var. Du har i
grunnen styrt bestandig, like til nu vi skilles.
Rakel. Kan du huske e-fuglene? Så tamme de blev?
Elias. Hvært eneste rede husker jeg!
Rakel. Å, som vi stellte med dem!
Elias. Og værget dem. Og bar mat til dem. Og første gangen
moren og Ungerne la på svøm, du! Og vi op i båten!
Rakel. Og far med! Han var like stort barn. far, som vi.
Elias. Det var han som satte os i gang. Ord fra ham som
det gik pa, det vi tok os for, og det vi tænkte. Himmel og jord
var ikke skilt; miraklerne vævde dem sammen i en regnbue. Vore
øjne så paradis . ..
Rakel. Far og mor blant englerne. Eller rettere englerne nere
hos dem. Det trodde vi!
Elias. Vorherre talte jo med os? Når det var noget, så kom
det fra ham. Godvejr, torden, lynild, blomsterne, og alt vi fik.
Fra ham. Og når vi bad, var vi ansigt til ansigt med ham. Vi
så ham også i havet, i fjællene, i himlen. Det var altsammen han.
Rakel. Husker du når klokkerne gik — vi trodde englerne for
utover med tonerne? Bad folk komme.
Elias. Å, Rakel, de som har levd det der, de blir siden
landflyktige.
Rakel. Blir siden landflygtige; — du har ret.
Elias. Intet slår mere til. — Vi kom ikke før ut, så var det forbi.
Koldt og tomt. Og så tvil. — Nu skal jeg sige dig nøjagtig hvad
som overlever det: trangen til det grænseløse.
Rakel. Det kan så være — for dig. Jeg flyr for det! Og kan
du huske da far og mor var død, og alt knust, da flydde du også.
Elias. Ja, da trykte vi os op til hværandre. Vi turde ikke
tro, ikke engang hvad vi så for vore øjne.
Rakel. Vi var rædd folk.
Elias. Ja, kan du huske —?
Rakel. Mest rædd for at de ved at se os skulde komme til at
tale ondt om far og mor.
Elias. Som de ikke forstod. Men da den store arven kom,
tante Hanna var død, kan du huske som det grænseløse straks
var over os?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
