Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Anden handling - Fjærde møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 OVER ÆVNE
Elias. Det er nætop dem jeg mest har tænkt på, når jeg var
hjæmsyk.
Rakel. Kan du huske folk sa de aldrig så én av os, men
bestandig begge, og at vi altid kom hånd i hånd?
Elias. Og at vi pratet, så munnen ikke stod! De hørte os lang vej.
Rakel. Kan du huske så mange infall du hadde? Ja alt som du
fant på, Elias!
Elias. Men du var den som styrte.—Jo, du var. Du har i
grunnen styrt bestandig, like til nu vi skilles.
Rakel. Kan du huske e-fuglene? Sa tamme de blev?
Elias, Hvært eneste rede husker jeg!
Rakel. Å, som vi stellte med dem!
Elias. Og værget dem. Og bar mat til dem. Og første gangen
moren og Ungerne la på svøm, du! Og vi op i båten!
Rakel. Og far med! Han var like stort barn, far, som vi.
Elias. Det var han som satte os i gang. Ord fra ham som
det gik pa, det vi tok os for, og det vi tænkte. Himmel og jord
var ikke skilt; miraklerne vævde dem sammen i en regnbue. Vore
øjne så paradis ...
Rakel. Far og mor blant englerne. Eller rettere englerne nere
hos dem. Det trodde vi!
Elias. Vorherre talte jo med os? Når det var noget, så kom
det fra ham. Godvejr, torden, lynild, blomsterne, og alt vi fik.
Fra ham. Og når vi bad, var vi ansigt til ansigt med ham. Vi
så ham også i havet, i fjællene, i himlen. Det var altsammen han.
Rakel. Husker du når klokkerne gik — vi trodde englerne for
utover med tonerne? Bad folk komme.
Elias. Å, Rakel, de som har levd det der, de blir siden
land-flygtige.
Rakel. Blir siden landflygtige; — du har ret.
Elias. Intet slår mere til. — Vi kom ikke før ut, så var det forbi.
Koldt og tomt. Og så tvil. — Nu skal jeg sige dig nøjagtig hvad
som overlever det: trangen til det grænseløse.
Rakel. Det kan så være — for dig. Jeg flyr for det! Og kan
du huske da far og mor var død, og alt knust, da flydde du også.
Elias. Ja, da trykte vi os op til hværandre. Vi turde ikke
tro, ikke engang hvad vi så for vore øjne.
Rakel. Vi var rædd folk.
Elias. Ja, kan du huske —?
Rakel. Mest rædd for at de ved at se os skulde komme til at
tale ondt om far og mor.
Elias. Som de ikke forstod. Men da den store arven kom,
tante Hanna var død, kan du huske som det grænseløse straks
var over os?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
