Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - PAUL LANGE OG TORA PARSBERG - Første handling - Tredje møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAUL LANGE OG TORA PARSBERG 307
Arne Kraft. Men du gjør det?
Paul Lange (stoit). Det beror på?
Arne Kraft. Jeg er kommet for at varsku dig! De beste mænn
og kvinner landet ejer, står vakt her.
Paul Lange (meget såret). Handler jeg, så er det fra det innerste av
min natur. Og da skal jeg også forsvare det. (sur om.) Men min
gamle ven! Skal vi virkelig stå således mot hværandre?
Arne Kraft (varmt). Nej, det skal vi ikke! Vi er for gamle venner
til det! Men vil du høre hvordan jeg ser det?
Paul Lange. Naturligvis.
Arne Kraft. Du sa engang: Det er hærdende at bo så langt
mot nord. Hærdende for helbred og vilje.
Paul Lange. Ja. Er ikke det sant?
Arne Kraft. Jo. Men, min ven, så må vi hærdes til mere æn
til at tåle kulde. — Faren er for os at vi kan bli et vinterfolk.
Uten varme, uten frugtbarhed i plan og dont. Vi har været nær
ved det. Kampen har egentlig altid hos os ståt om det der: om
at hugge os løs av isen. — Den kamp har aldrig lyktes så godt
som nu. Den ene store sejer på den andre. Og nu sist
politikkens. (Lidenskabelig.) — Men så ødelægger han alt for os! — Alt
små-ligt er atter oppe! Med mistænkeliggjørelse, med anklager, med
forfølgelse! Vi er drevet tilbake i isen. Ungt folk er blet gammelt
på det. — Andre nationer har ikke denne store, stadige fare over
sig. For dem er en national skuffelse som en kort vinter, en
slags hvile. For os er den hværgang livsfare! — Nej, du
—: svig er det koldeste av alt koldt. Vi møter den ikke første
gang i vor historie. Men det må bli siste! (Nærmere.) Paul Lange,
min ven, det må bli siste!
Paul Lange. Ja, hvad vil du?
Arne Kraft. Intet som er mot din natur. Du skal bare ikke
støtte ham på mandag.
Paul Lange. Du ser det i stort. Og forsåvidt —. Men her er
mennesker bak —! — Hvor var han os alle kjær!
Arne Kraft. Om jeg kunde ta ham på mine armer og bære
ham bort fra det — tviler du på at jeg gjorde det? At jeg holdt
det for den skjønneste dag i mit liv?
Paul Lange. Nej, nej! (Det banker.)
BEGGE (forundret).
Paul Lange (hvisker). Å—! Brevet! (Går opover og siger under det.) Værs’go!
KRISTIAN ØSTLIE (åpner døren nætop såvidt han kommer in.)
Paul Lange. Er det brev?
Kristian Østlie. Nej, Deres ekscellence. Det ... (Nærmer Sig Paui
Lange og hvisker.)
ARNE KRAFT (går frem ifra dem, smilende).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
