Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - LABOREMUS - Første handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 LABOREMUS
det ned igjæn. Kommer til Wisby, som har set på henne.) –– Du Undrer dig kanske
over at jeg vilde gå ut alene?
Wisby. Nej.
Lydia. Jeg hadde trang til det. Nætop til det. Til at kjænne
mig igjæn her, ute ved de små sjøerne, i parken. Og blant de
dejlige husene i villakvarteret. Ikke minst blant husene!
Wisby. Du kjænte dig igjæn?
Lydia. Jeg brukte et galt ord. Jeg vilde kjænne som de tok
det, når de så mig igjæn som deres likemann.
Wisby. Som deres — ?
Lydia. Da jeg gik her sist, betlet jeg om deres gunst. Gik
rædd forbi dem og tænkte på min koncert. Jeg var dengang
ænda bare vidunderbarnet. Tre koncerter gav vi her. — Gjorde
jeg det ikke godt, så Gud trøste mig! Og denne angst jeg så ofte
har, den er visst kommet in i mit liv derfra.
Wisby. Siger du det?
Lydia. Husene i villakvarteret, de rike husene, og så de gamle
trær, ænnu fornemmere æn husene. Og de små sjøerne! De var
det faste. Og jeg var det løse. Jeg så ydmygt på dem. Og rædd.
— Men idag! To fulle timer har jeg gåt iblant dem. I to timer har
jeg hoveret. Gåt forbi dem på stor utstilling. Kjænt selskapet og
været kjænt igjæn, (styrter tn hans føtter.) Å, som jeg er dig taknemlig!
WlSBY. DU dejlige! (Stryker henne over håret.)
Lydia. Jeg har ikke visst rigtig hvem jeg selv var. Like til
denne morgen. Jeg har hat det så med at spørge om det. Inni
mig selv.
Wisby. Du også —?
Lydia. Hvad for noget? (springer op.) Har andre det også så?
Wisby (nikker).
Lydia. Jeg tænkte det var bare mig—. Nej virkelig! — Idag, ja,
idag vet jeg hvem jeg er. Idag vet de andre det også! Jeg så
det på villaerne og på de gamle høje trærne og sjøerne at de
visste det. Långt borte fra, bare de fik det første glimt av mig,
gjorde de sig i stand og kom imot mig og hilste.
Wisby (smiler). Og menneskene?
Lydia. Jeg snakker ikke om menneskene. — Å, når jeg sat oppe
på forhøjningen og spillte, og aldrig kunde være alene —, å som
jeg hadde det vondt! Dette at få være alene, ha noget for mig
selv, og gjøre hvad jeg selv vilde, det var mit himmerike!
Menneskene, siger du? Ja, om jeg fik ta ut ett eneste ett og gå
avsides i en krok sammen med det og hviske. — Disse øjnene: „Hvem
er hun?* „Hvor mon hun kommer fra?“ „Hvad vil hun os?“
— Straks jeg hadde fri, styrtet jeg væk fra dem og ut i
villakvarteret! Ut til trærne og de små sjøerne; dem trodde jeg mig til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
