Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: En arbeidsleir. Novell
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN ARBEIDSLE1R
rettene i løpet av ti minutter skal de leveres
tilbake hit.
Deputationen gik. Cigarettene blev ikke
levert tilbake.
Men en halv time efter kom en ny
deputation, denne gang uten Friedel. En
Berliner-gutt i nittenårsalderen førte ordet.
Jo, guttene hadde bestemt at de vilde
tilbake til Berlin; de vilde ikke være i leiren
en dag længer.
Det kom allikevel overrumplende på ham;
for at vinde tid spurte han hvad de mente
med det?
De vilde ikke, ganske enkelt. De holdt ikke
ut. Dette var ikke noget liv.
Det var mange ting som nu gjorde at han
på ett sekund blev aktiv og besluttet at klare
situationen. Det var guttenes ansigter og deres
mutte uforskammede tone som uten videre
irriterte ham; men desuten visste han jo at
hvis han gav efter nu så hadde han spilt
fallit og han alene vilde få skyiden og bli
betragtet som uduelig. Så sat nu denne hans
gamle kamerat der og var vidne til det hele,
naturligvis spændt på hvad han vilde gjøre.
Og det var endnu en ting som han ikke
for-stod i farten og ikke hadde tid til at få rede på.
Han forlangte opstilling i spisesalen om ti
minutter.
Han forberedte sig ikke på hvad han skulde
si. Det gik ham nu som altid når han i en
vanskelig situation skulde ha med mange
mennesker at gjøre: han kunde ikke tænke,
han var bare nerver, gik efter sit instinkt og
lot det stå til. Hans kamerat blev med ham
og satte sig nederst ved døren. Selv gik han
op på talerstolen, — spisesalen blev også
brukt som foredragssal. Alle guttene var der.
De var stille. De demonstrerte mot ham ved
ikke at se på ham. Da han gik op gjennem
salen anet han ikke hvad han skulde si.
Og da han stod på talerstolen blev han
for-færdet over den hadefuldhet som slog imot
ham, den var likefrem substantiel, til at ta og
føle på. Før den var brutt og forvandlet
i hvert fald til interesse og nysgjærdighet
kunde han ikke komme nogen vei. Han måtte
gå like løs på den.
— Dere synes det har værel en trist tid her
i leiren nu en stund, sa han, og jeg er enige
med dere i det. Dere er urettfærdige når dere
gir mig skyiden for det, men jeg får finde
mig i det, jeg er leder. Og desuten har jeg
gjort en stor dumhet.
Nu så de på ham næsten alle sammen.
Underlig hvor de reagerer som én mand,
tænkte han.
— Men jeg trodde ikke dere var slike karer
at dere ikke kan bære over med en dumhet.
Det er vel ikke en forbry delse at ha en
veninde, hvad?
De smilte, litt genert, litt smigret, litt
underförstått: det vil vi jo alle ha.
— Jeg tænkte ikke på det i farten at hun
ikke hadde noget at gjøre her i leiren når dere
ikke får lov til at ha besøk av venindene her.
Det var dumt av mig, det måtte virke
ukame-ratslig og jeg ber om undskyldning for det.
Nu var de utelukkende generte og flaue;
de påkaldte hverandres hjælp og smilte opgit.
Men en ropte:
— Du er ikke proletär!
Han svarte straks:
— Hvad vil det si? Jag har levet længer
end dere, jeg er over tredve mens de fleste
av dere ikke er ty ve. Jeg har reist en del som
dere vet, av og til har jeg tjent nogen penger
som jeg har tapt igjen siden. Jeg er præcis
like fattig som nogen av dere, var arbeidsløs
da jeg kom hit og blir det sandsynligvis igjen
når denne leiren er forbi engang. Jeg har
nogen venner og litt familie som har hjulpet
mig slik at det såvidt kunde gå, men det er
sandelig ikke mange pengene blandt de
men-neskene jeg kjender. Og jeg har det nøiagtig
som dere og vet like litet om fremtiden.
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
