Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARYATIDER1NE
Vej, og fik hendes Ansigt til at gløde og
hendes Knæ til at blive svage under hende.
Der hvor Skovstien stødte sammen med
Lande-vejen til Champsmelé, voksede der et
gam-melt vildt kroget Morbærtræ. Hun blev længe
staaende stille under det og tænkte: »Denne
sælsomme, søde Svimlen, der nu gør alle mine
Lemmer saa tunge, der ligger som Honning
paa min Tunge og løber saa vældigt, saa
dulmende gennem mine Aarer, — kan det
være en Trolddomskraft, en Gift?« — Hun
huskede, at hun havde talt til sin Broder om
Zigøjnernes søde Gifte, og forfærdedes over
sin egen Visdom. Hun tænkte: »Jeg naar
aldrig hjem«, — og blev forundret, da hun
straks efter, lige foran .sig, fik Øje paa den
lange hvide Hovedbygning paa Champsmelé.
Hendes Mand havde fra Vinduet set hende,
og kom ud af Huset for at gaa hende imøde.
»Hvor har Du været?« spurgte han.
Childerique aandede tungt. »Oh, spørg mig ikke«,
sagde hun. »Hvorfor ikke?« spurgte han
forundret, og idet han saa ind i hendes Ansigt,
tilføjede han: »Kæreste, Du er ikke rask.«
Han tog hendes Haand. »Har Du Feber?«
spurgte han. »Hvad er det for en Idé?« sagde
hun, »jeg gik saa hurtigt hjem, jeg blev saa
varm i Skoven.« Hun var forvirret, fordi hun
ved Synet af sin Mand følte Skuffelse og
Tomhed. Det var, som om han og Huset og Haven
paa Champsmelé var blege og kolde imod den
Verden, som hun kom fra, det var altsammen
blegnet, som Landskabet var blegnet. Og her
skulde hun leve hele sit Liv? — Havde da
Varmen og Farvepragten trukket sig tilbage
fra hendes virkelige Verden og var blevet hos
de døde Elskende i Skoven? — eller hos den
store Solnedgangshimmel og de vilde Dyr, der
havde været til for mange hundrede Aar siden ?
»Hvor kommer Du fra?« spurgte hendes
Mand igen. »Oh, hvorfor bliver Du ved at
spørge mig?« raabte hun, »naar jeg hellere
vil dø end sige Dig det? Jeg kommer fra
Møllen, fra Møllerens Enke, Uddays Datter.
Men Du, — Du kender jo ikke til noget af
det altsammen.« »Jovist«, sagde han, »jeg
kender Udday. Hvad havde Du at gøre der?«
»Oh, de ved hundrede Gange mere end vi«,
sagde Childerique, »Du ved det ikke, Du ved
det ikke.« Hun blev ved at holde hans Haand,
hun længtes efter at overbevise sig selv om,
at han var den unge, elskende Mand, som hun
syntes havde fulgt hende paa Stien i Skoven.
Men lidt efter slap hun den igen, mens hun
blev ved at se paa ham. Nu syntes hun, at
den var anderledes end før, den var altfor
varm, og sved hendes egne kolde Fingre. Han
havde spurgt hende, om hun havde Feber, men
var det ikke ham, som havde Feber?
»Du er jo ganske vaad«, sagde Philippe,
idet han lagde sin venstre Haand paa hendes
Skulder og Barm, »vær nu for en Gangs Skyld
förnuftig og skift Dine Klæder. Du skulde gaa
iseng, Barn. Du saa febril ud allerede
igaar-aftes, Du har forkølet Dig, og skulde ikke
være gaaet ud, og ned til Møllen.«
I sit Sovekammer saa Childerique fra
Vinduet hele Horizonten rundt, og holdt
Øje med sin Mand, der tog sig ganske lille
ud i Forgrunden. Han var gaaet Terrassens
Længde ned og stod ganske stille der. Hun
tænkte ikke paa at skifte Tøj, hendes Tanker
fløj vildt omkring hende. — »Han staar der
som en Skildvagt«, tænkte hun, »som om han
skulde være paa sin Post og advare os. Han
tænker nok nu: Kommer Uvejret herop? Det er
godt, at jeg har min Hvede i Hus. Han tænker:
Mon Lynet kommer til at slaa ned i nogen af
Champsmelés Skove?« Mens hun gik uroligt
frem og tilbage i Værelset, saa hun ud efter
ham hver Gang hun kom forbi et af Vinduerne.
Langsomt blev hendes Øjne fulde af Taarer.
3. — B. L. M. 1938. III.
193
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
