Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mars. N:r 3 - Bokrecensioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BOKRECENSIONER
af, i hvilken grad Kaj Munk adskiller sig
— eller ikke adskiller sig — fra de
alminde-lige meninger i religion og politik er
nødven-dige for den fulde förståelse af hans
forfatter-skab og har derför stor interesse. Men dermed
er problemerne blot stillet, ikke løst.
De afgørende spørgsmål er disse: 1.
hvor-ledes kunde en månd, der hele sit liv igennem
følte sin kristendom angrebet af
forstandsmæs-sig tvivl, dog samtidig betragte sig selv som
udvalgt af Gud til præst i hans kirke? Og
2. hvorledes gik det til, at den månd, der
stærkere end nogen anden dansk forfatter har
udtrykt sin beundring for Mussolini og Hitler,
alligevel blev den første, der faldt for
nazister-nes hævnaktioner mod den danske
civilbefolkning? Disse to spørgsmål må besvares derved,
at man opfatter forfatterskabet som udtryk for
et menneskes kamp med et religiøst og et
politisk problem. Kaj Munk har i sine erindringer
selv givet en del af förklaringen på sin religiøse
udvikling; men förklaringen på hans politiske
indstilling efter 1926 må vi selv søge i hans
for-fatterskab. Dertil kommer som 3. spørgsmål:
hvorledes kunde den præst, der fra sin
prædike-stol strengt hævdede den kristne
ægteskabs-moral, samtidig i sin digtning med begejstring
skildre en uhæmmet udfoldelse af
elskovs-driften?
Det værdifulde i Geo. Hammars bog er, at
han har set, at hovedproblemet i Kaj Munks
liv var af religiøs art, og at han har fortolket
det politiske og det erotiske som to andre sider
af samme problem.
Men hermed er også sagt, hvad godt der kan
siges om hans bog. Når den overhovedet har
nogen interesse, er det fordi den samler en
mængde spørgsmål og indvendinger, som plejer
at opstå hos læsere af Kaj Munks bøger, men
også de fejl, man er tilbøjelig til at begå ved
besvarelsen af dem. Oversættelsen af citaterne
er i hvert fald i et enkelt tilfælde ikke pålidelig.
Det gælder en replik af biskop Beugel i »Han
sidder ved Smeltediglen«: »Jag högaktar
ledaren. Jag anser honom så nära att vara en gud
som det överhuvudtaget är möjligt för en
människa.« Hos Kaj Munk lyder de 3 sidste ord
således: »naar han dog blot er et Menneske«.
Der går mere end en nuance tabt ved den
svenske gengivelse. Replikken indeholder en
ironisk indpakket protest mod forgudelsen af
føreren; i oversættelsen får vi kun serveret
indpakningen.
Bedre end denne replik har Geo. Hammar
ikke forstået største delen af Kaj Munks
produktion. Han ser i dramaerne kun de grove
konturer og interesserer sig ikke for de
betyd-ningsfulde enkeltheder, som fører ind til den
rette förståelse. Ja, Geo. Hammar kan —
lige-som Gunnar Ollén — ikke engång se, at Grev
Gert i »Niels Ebbesen« er en karikatur af de
idealister, Kaj Munk før havde beundret. Når
denne frygtede persons entré finder sted således:
»En Tordenstemme : Grev Gerhard den Store
af Holsten.
Og frern bcerer fire Sygepassere en vaklende
Baare...«
så behøver det for Geo. Hammar »inte
innebära, att Kaj Munk ej skulle kunna hysa något
medlidande med honom«.
Værre er imidlertid, at Geo. Hammar mener
sig berettiget til —- med visse
indskrænk-ninger •— at gøre Kaj Munk ansvarlig for de
højst forskellige meninger, hans personer
ud-taler. Han går endog så vidt, at han citerer
Grev Gerts karakteristik af det danske folk med
følgende kommentar: »Det är en oerhört hård
dom Kaj Munk härmed fäller över sitt
ockuperade fosterland ...« Det er Geo. Hammars
alvorlige mening på grundlag af dette citat
at kunne konstatere, »att inte ens Danmarks
ockupation och vad han sett av Mussolini
och Hitler under det nya världskriget kunnat
komma hans beundran för maktdemonerna att
upphöra«. Og det, til trods for at Kaj Munk
både før og i »Niels Ebbesen« har sagt sin
mening om Hitler og »magtdæmonerne« så
klart, at ingen burde kunne tage fejl. Nazisterne
gjorde det som bekendt heller ikke.
Sit princip hævder Geo. Hammar specielt
under omtalen af dramaet »I Brændingen«.
»En konstnär kan«, siger han her, »aldrig
under konstens täckmantel befria sig från
ansvar för vad han säger med sin konst.« Det
er en grov insinuation, at Kaj Munk skulde
have anvendt sin kunst som »täckmantel«. Han
sagde sin mening mere åbent end nogen anden
i Danmark både fra sin prædikestol og i de
aviser. hvor han skrev. Geo. Hammar røber også
selv betænkeligheder ved princippet; stråks efter
siger han: »Skall man inte konstruera alltför
mycket — risken finns ju alltid, hur försiktig
man än vill vara — så måste man endast till-
263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
