Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januari. N:r 1 - Carl Johan Elmquist: Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREV FRA DANMARK
Analysen af Flygtningenes Reaktioner
överför Svenskerne, af den konstante nervøse
Op-hidselse, den Ængstelse og Utaalmodighed, der
opfyldte dem, og som fik dem til at se med
irritabel Kritik paa det neutrale Broderfolk.
Naar man læser Karen Aabyes Roman, kan
man ikke frigøre sig fra en Mistanke om, at
Svenskerne ud fra deres Synsvinkel matte finde
denne Flygtningementalitet temmelig farisæisk,
da det jo dog ikke kan nægtes, at hverken
Norge eller Danmark godvilligt gav Afkald paa
Neutraliteten. Begge Parter havde baade Ret
og Uret, for Krigen havde skabt et saadant
Svælg (et nerve- og følelsesmæssigt Svælg)
mellem det besatte og det neutrale Land, at det
var dem umuligt at raabe hinanden op. De
Svenskere, der maatte synes, at Flygtningene
lønnede Gæstfriheden med Utak, bør læse
Karen Aabyes Roman uhildet og med
Omtanke; den vil bidrage til en dybere
psykologisk Forstaaelse af det, man kan kalde
Flygt-ningekomplekset, og deri ligger dens
væsent-ligste Fortjeneste.
Besættelsestiden danner ogsaa Baggrund for
Tove Ditlevsens nye Roman, »For Barnets
Skyld«, og Krigsbegivenhederne er udnyttet
i dens Komposition, idet en af
Hovedper-sonerne falder for Hipo’ernes Kugler under
Skyderiet paa Raadhuspladsen deri 9. April
1945, men iøvrigt kunde Handlingen lige saa
godt udspilles før eller efter Krigen som under
den. Det er en psykologisk Roman om et
Skils-misse-Barn, hvis Moder tænker paa at gifte sig
igen, en lille Pige, hvis Barndomsverden synker
i Grus, og som kommer til at leve i en smertelig
Isolation, idet hun tumler med Problemer, hun
ikke kan klare, og som de uforstaaende Voksne,
hildede som de er i deres egen Egoisme, ikke
kan hjælpe hende med, skønt de tror at tage
alle tænkelige Hensyn til Barnets Tarv.
Som Menneskeskildrer tilhører Tove
Ditlev-sen en helt anden Type end Edith Röde. Hun
har ikke den ældre Forfatterindes næsten bund-
løse Vidén om Menneskehjertet, hun har ikke
hendes Klogskab og analytiske Finhed, men til
Gengæld er hun i Besiddelse af en
overordent-lig Intuition. Hun lever sig ind i sine Personer
og värmer dem op indefra med sit eget
Hjerteblod — men det gælder rigtignok kun nogle
af dem. Hendes mandlige Personer er stivnede
i traditionelle Former og läder sig ofte ligesom
de gammeldags Komediefigurer karakterisere
med et enkelt Ord. Men Moderen i Romanen
er et levende Menneske, splittet, ulykkelig,
fam-lende efter Kærlighed og Forstaaelse og dybt
tragisk i sine haabløse Forsøg paa at fastholde
Datterens Fortrolighed og at faa hende til at
forsone sig med Tanken om Stedfaderen. Og
Barnet er ikke mindre levende, et lille
Menneske, der lærer den bitre Lidelse at kende,
før hun endnu med sin Forstand ved, hvad det
er at lide. Hendes Fortvivlelse, da Moderen
første Gang svigter hende for at tilbringe
»deres« Lørdag Aften sammen med den
frem-mede Månd, er allerede gribende ved den
Ægt-hed, hvormed den er skildret, og den er dog
kun Optakten til hendes länge Lidelseshistorie,
som faar hende til at kæmpe en fortvivlet
Kamp med alt for svage Kræfter mod dette
truende og onde, der er hendes Skæbne. Dertil
kommer Pubertetsvanskelighederne med alle
de farlige og giftige Forestillinger, der läder
hende føle sig endnu mere hjælpeløst isoleret
i en ond og hæslig Verden — de Voksnes
Verden.
Det var som Lyriker, Tove Ditlevsen brød
igennem (med Digtsamlingen »Pigesind«, 1939),
og man mærker paa hendes Romaner, at hun
stadig først og fremmest er Lyriker. Hendes
Stil er poetisk sensitiv, og hun er i højere Grad
end de fleste andre Romanforfattere afhængig
af sin Inspiration. Hun er inspireret i denne
sidste Roman, hvor hun skildrer en lille Pige,
der staar ved Barndommens Grænse, ved Skellet
mellem de to diametralt forskellige Verdener,
som den engelske Digter William Blake beteg-
51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
