Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Carl Johan Elmquist: Patient i bedring. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PATIENT I BEDRING
er rigtignok den forskel, at Bengt V. Walls
helt er langt mere realistisk skildret; ham kan
man dog se for sig, når man lukker øjnene,
medens Wulffs personer opløser sig i formløse
stjernetåger. I romanens stil genfinder man
den ejendommelige mumietone fra Wulffs
tidligere bøger (»Man gaar og mumler« hedder
én af dem) og hans mangfoldige krumelurer,
som ikke er uden charme.
To af vore politiserende romandigtere på
yderste venstre fløj har beriget litteraturen
med gode romaner, som dog ville have været
bedre, dersom tendensen og agitationen havde
gjort sig lidt mindre bemærket. Martin
Andersen Nexø fortsætter med » Den fortabte
Generation« (Gyldendal, 11.75) sin memoireroman
»Morten hin Røde« (anmeldt i BLM 1946,
I: 37) og det deri påbegyndte opgør med
sine tidligere kampfæller indenfor
Socialdemokratiet, dem han beskylder for at være blevet
borgerlige og have svigtet proletariatets sag.
Men Morten (Martin) svigter ikke kulør, han
er tro mod de røde faner, og i slutningen af
romanens 2. del rejser han til det ny Rusland,
hvorfra han vender hjem med genfødt
optimisme og fornyet kampmod, ikke mindst fordi
han i Samara har besøgt et børnehjem, som
er opkaldt efter ham selv.
Bogens handling, som formodentlig
temmelig nøje følger forfatterens egne oplevelser i
årene efter den første verdenskrig, er rig på
afveksling, thi Morten er en månd, som tager
raske beslutninger og hastigt pakker kofferten,
så snart der byder sig en lejlighed for ham
til at komme ud i verden og se, hvad det bliver
til med verdensrevolutionen. Medens de afsnit,
der foregår på dansk grund, besværes af
dulgte eller åbenlyse opgør og afregninger,
er der liv og flugt over skildringerne fra de
første efterkrigsårs Berlin, München, Østrig og
Schweiz.
Andersen Nexø har taget sig det nemt med
kompositionen, bogen har egentlig hverken
hoved eller håle, men den fængsler alligevel
ved den vitalitet, den rummer i sig som en
elektrisk højspænding. Forfatteren fylder 80
år til sommer, men hans ånd er rørig og hans
temperament heftigt som en ynglings.
Kommunisten Hans Kirks roman »Slaven«
(Gyldendal, 8.75) har en historie. Den er
skrevet i Vestre Fængsel, hvor forfatteren en
tid lang sad interneret under besættelsen. Men
tyskerne konfiskerede manuskriptet og brændte
det, og Kirk har altså nu måttet rekonstruere
det. De særlige omstændigheder, hvorunder
bogen blev til, har sat sit præg på den og
aktualiseret dens motiv, så at man læser den
som en moderne motstandsroman med tydeligt
sigte mod besættelsesmagtens brutalitet, skønt
handlingen er henlagt til det 17. århundrede.
Det er et glimrende romanstof, Hans Kirk
har fundet. En spansk tremaster »San
Salva-tore« sejler lastet med guld ud fra Vera Cruz
med Barcelona som destination. Ombord
befinder sig et broget udsnit af menneskeheden:
rigmænd og slaver, præster og soldater,
sømænd og eventyrere, og Hans Kirk lader
oceanet, det vældige, lukke sig i en ring om
skibet, så at skibet bliver et lillebillede af vor
klode, svævende på bølgerne som jorden
gennem det grænseløse rum. En af slaverne, en
stolt og frihedselskende indianer, nægter at
adlyde sin herskerinde, og til straf bliver han
bundet til masten og pisket bevidstløs med en
svøbe. Men han lader sig ikke kue, han gør
revolte mod magten, sniger sig uset ned i lasten
og hugger med en økse hul i skibets
bundbrædder. Den tungt lastede tremaster ender sin
rejse i oceanets dyb.
Man kan let forestille sig, hvilken dramatisk
spændende roman, der kunne være kommet ud
af dette sujet. Hans Kirk kunne formodentlig
have skrevet den — under andre forhold. Men
tendensen er kommet i vejen, ikke blot den
antinazistiske tendens, som i og for sig måtte
kunne forbinde sig naturligt med sujettet, men
også — og i højere grad — den marxistiske
agitation. Forfatteren lader sine talerør præke
klassehadets evangelium 200 år før Marx, og
deres ideologiske diskussioner breder sig alt
for stærkt på handlingens bekostning.
Desuden har bogen som kunstværk den svaghed,
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
