Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Carl Johan Elmquist: Patient i bedring. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PATIENT I BEDRING
levendegjorte kulisser og sig selv som en
figurant på en barokscene:
»Ramperne fra Köpmantorget fik En til at føie
9ig som en Figur paa en barok Theaterscene:
umærkeligt gled man ned i det strenge, dybe Gadeprospekt
og førtes hen til Järntorget, Stockholms Centrum i
mine Minder.«
Men Christian Elling nøjes ikke med at være
en passiv figurant på denne levende
barokscene; han forvandler sig i en hastig
metamorfose til regissør og scenemester og
in-spicient, han drejer på kulisserne, hvis
perspektivet ikke er helt tilfredsstillende, fjerner
sætstykker og anbringer nye i deres sted,
fordrister sig endog til at lade Stockholms slot
rejse sig i månelyset som en prægtig ruin!
Han digter arkitektonisk med den største
licentia poetica, men rigtignok også med megen
åndfuldhed og med et fyrværkeri af
overraskende sammenligninger og paralleller. Det
er ikke umuligt, at selv stockholmske læsere
vil synes, de er trængt dybere ind i Gamla
stan’s sjæl, når de har læst »Stockholms
Hjerte«.
Den anden bog er Kjeld Abells
»Teaterstrejf i Påskevejr«, der er udkommet som det
nyeste bind i dr. Schybergs teaterbibliotek
(Thaning & Appel, 7.75). Det er uden
sammenligning årets mest kapriciøse bog, og
derfor et ægte barn af sin autor. Bogen har en
kerne, og denne kerne er en personlig
bekendelse til teatret, d. v. s. til det levende og
dristige teater, men aldrig har man set en
forfatter kredse i en så uberegnelig svaleflugt
udenom sin bogs kerne, som Kjeld Abell gør
i disse teaterstrejf. Han er bevidst centrifugal,
gemmer sig bort i det nordlige Jylland,
fantaserer om landskaber og bondeliv og
badeliv... men med det resultat, at hver gang han
blot så meget som strejfer sit emne: teatret,
får man et elektrisk stød og læser med dobbelt
agtpågivenhed, og når man kommer til de to
kapitler, som faktiskt handler om teater, sidder
man med livet i hænderne af angst for at gå
glip af et eneste ord. De mange krumspring,
sløjfer og forsiringer tjener til at fremkalde
en frugtbar utålmodighed som den, man
oplever i koncertsalen, når en symfoni udvikler
sig hen imod hovedtemaets genkomst, men
komponisten driller og holder igen og smutter
udenom, så man i sit stille sind siger: så kom
dog, kom dog med det tema! Og hvor livsaligt,
når det så endelig kommer! Men sløjferne hos
Abell er ikke bare et beregnet trick; de er hans
åndsform, sådan er han, og ikke anderledes.
Så nærmer han sig pludselig og med
overraskende fart sin kerne:
»Ordet, teatrets frie ord — hverken Frankrigs
solkonge eller Englands jomfrudronning kunne knægte
dets frihed, ustandselig skiftede ordet maskering,
kostumer, bøjede sig tilsyneladende i ærbødighed for
den befalende fyrsteloge, angreb, glattede ud, angreb
igen, legede skjul og kom-frit-frem, omskrev sig selv,
men var altid — vil altid være sig selv.«
Og så kommer det:
»Teatret var, teatret er, teatret bør altid være den
frie tankes fantastiske fristed.«
Endelig! Det var ordene. Det var kernen.
Og så flagrer Abell videre, atter som en svale
i luften, som for at slette sporene ud. Han var
kommet til at formulere en trosbekendelse.
Men han er en meget blufærdig månd.
Tilbage at omtale er endnu det svundne års
lyrik, men pladsen tillader ikke, at det bliver
denne gang. Det må da vente til et følgende
brev, og brevskriveren trøster sig med, at
våren er en passende årstid til at lytte til
sangfuglenes toner. Sophus Claussen omtalte i et
digt sin ungdomslyrik som: »Mit vårfløjt...«
men tilføjede bittert, at det »blev nedstemt af
Andedams-Claquerne«. I dag er man vistnok
mere lydhør overfor de nye toner, end man
var i Sophus Claussens ungdom; i hvert fald
er der adskillige unge poeter, som ikke er
blevet nedstemt. Dem skal vi vende tilbage til.
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
