Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENERAL 51
Tidens Mode, i Pisk i Nakken og med ,Hundeøren\ d. v. s. løst ned
hængende paa Siden, var daarlig pudret, ja, daarlig redt; Hatten, saa
vel som den senere saa berømte gråa Frakke var fedtet, og Distink
tionerne saa simple som muligt; hans Støvler vare hyppig übørstede,
Handsker gik han ikke med ,for at spare sig en unødvendig Udgift’,
hans Hænder, som han senere var saa stolt af, vare magre og lange
og Fingrene sorte. Med sin gule, gustne Hudfarve og forbavsende
Magerhed, med sin kejtede, usikre Gang gjorde den lille Korsikaner
ikke Indtryk af at kunne tænke paa at stile højere end til det Maal,
han allerede havde naaet: Generalsepauletterne.
Og de skulde nu tages fra ham; ja, seiv Livet stod han mulig i
Fare for at miste. Men uagtet han virkelig, baade som Robespierres Ven
og paa Grund af forskellige Misligheder ved Genuarejsen, kunde have
Grund til at frygte det værste — Springet fra Liv til Død var snart
sprunget i de Dage — forlod hans beregnende Klogskab ham dog
ikke et Øjeblik. Hans blinde Beundrere, Junot, nu hans Løjtnant og
Sekretær, og Marmont vilde hjælpe ham til at flygte og havde gjort
alt parat til, hvis han virkelig skulde føres til Paris, at overfalde
Eskorten og befri deres unge General. Buonaparte fik Nys om Planen
og benyttede — til Trods for hans vitterlige Ængstelse for Sagens Ud
fald — straks Lejligheden til i et Brev til Junot, som han vidste vilde
blive læst af mange andre end hans Løjtnant, at fremstille sig som
den rolige Mand, der ikke frygter og ikke har nogen Grund til at
frygte sine Dommere:
,Jeg ser atter, kære Junot, Dit Venskab i det Forslag, Du gør mig.
Du kender ogsaa og har i lang Tid kendt mit Venskab for Dig, og
jeg haaber, at Du stoler paa det.
Menneskene kunne være uretfærdige imod mig, kære Junot, men
det er tilstrækkeligt at vide sig uskyldig. Min Samvittighed er den
Domstol, for hvilken jeg indstævner min Optræden.
Denne Samvittighed er rolig, nåar jeg spørger den; gør derfor intet,
Du vilde kun kompromittere mig.
Adieu, kære Junot, Hilsen og Venskab.
Buonaparte.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
