Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Se Himmelen sig speiler,
Og hvide Skyer seiler
Paa Søens dybe Bund!
Sol spiller Sol imøde;
En dobbelt Morgenrøde
i samme Morgenstund.
Dig, store Skaber, love
Sø, Eng og fjeld og Skove
Og al Naturens Pragt.
Din Pris hvert Bryst opfylde!
Og alle Læber hylde
Din godhed og din Magt!
M. Hansen
Lille Alvilde
Du lille Engel, som med Svanevinger,
Med Rosensmilet fra en evig Baar
I friske tberstremme let dig svinger
Til leende paa hvide Sky du staar!
Dit Blik sig kælent mod en Due vender;
En Slange bær du tryg i spæde Hænder.
O hulde Uskyldslengel! dig jeg vier
De sagte Toner fra min Harpes Guld.
Henflyder blidt, i bløde Melodier
Om Engelen, som smiler underfuld,
Og om dens Søster, - om den lille Pige,
Som lænker Skovens konge i hans Rige!
Paa en venlig Sommermorgen, da Klokkerne
fra det fjerne Kirketaarn løde klart
igjennem den rene Luft og kaldte de fromme
Dalboere til Guds Huus, for at de
der kunde udgyde sine taknemmelige Hjerter
i Lov og Pris til den evige Kjærlighed,
da de glade Fugle synge paa
Kvist, og de hvide Lam hoppede paa Eng,
og de brogede Sommerfugle flagrede over
Blomsterne, og de flittige Humler surrede
over Kløveren: drog en liden
Børneflok jublende afsted over Stien, Alle i
sine Søndagsklæder med blanke Huer og
nye Halmhatte - og med smaa Kurve
og Næverskrukker paa Armene. Frits
anførte det glade Tog, og efter ham kom
den lystige Luise og den skjælmske Thora,
saa den alvorlige Jørgen og
den viltre Anton; og tilsidst kom den
ømme Sofie med den hoppende
Alvilde ved søsterlig Haand.
Men Alvilde var Dagens
Dronning. Fire Somre havde hun levet, den
lille, søde Glut; og naar hun hoppende
ilede frem over Engens Grønsvær i de
pene, hvide Klæder med det himmelblaa
Baand om Livet og de rosenfarvede Sko ;
da saa hun visselig ud som en af de sma
Gudsengle, der titte frem af Skyerne paa
den fromme Rafaels skjønne Tavler.
“Ogsaa jeg skal plukke mange, mange
Blaabær, du Sofia min, og mange Blomster
og gjøre mange Krandse, en til
dig og en til Frits og en til Jørgen
og en til Thora og en til Luise og
ingen til Anton, for han river den bare
istykker. Jo en lille bitte Krands stal
Anton ogsaa have. Og to til Moder,
som sidder hjemme hos Klara, og ingen
til Klara, for hun er for liden. Og
saa en stor Krands til fader, du. Ja
det vil jeg!”
Men da de nu vare komne ind i Skoven,
standsede Frits og pegede paa en
stor, flad Sten. Alle satte sig, og So-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
