Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billed-Magazin. 3
den syvende Dag i Ugen eller Løverdagen
som Sabbath eller Hviledag. Men denne
Forestilling er atter menneskelig; thi den
suldkomne Gud behøver ingeu Hvile.
Det sørste Meuneske kaldte Gud
Adam. Ham alene var iblandt alle skabte
Væseuer givet Forstand, Foriiust og sri
Villie, og disse Egenskaber satte ham istaud
til at herske over de mindre suldkomne
Skabninger paa Jorden. Adam besandt
sig i en herlig Have, som efter Moses’s
Fortælling Gud selv havde plantet, og som
blev kaldet paradiis. Hau sandt her Alt,
som kunde tilfreds stille haus
Fornødenhe-der; thi til Klædning og Bolig kjendte
Adam intet. Han havde det heller ikke
behov, da det var varmt og skjønt i
pa-radiset. Hans Næring bestod kuu i Frug-
ter, som han overalt s^ndt i Mængde.
Der herskede dengang ^ hvilken skjøn
Forestilling! ^ endnn almindelig Fred
paa Jorden. Der gaves ingen Jægere,
som sorsulgte Dyrene, og disse vare der^
sor aldeles ikke skye sor Adam, men vans
drede om ham, og leirede sig venskabeligt
ved Siden as ham. Ogsaa mellem
hin-anden indbyrdes sknlle Dyrene endnu have
levet i Eendrægtighed og knn levet as
planter. Ester Moses’s Fortælling bragte
nu Gud selv Dyrene til Adgm, at han
skulde give dem særegue Navne, og denne
Begivenhed er det just, som vor Afbilds
ning fremstiller, og som nu vil være Eder
let at sorstaae.
Men endnu manglede Adam et sor
sig passende Selskab, cg saa skgbte G^d
ham en Kvinde^ hvormed han kunde oms
gaaes. Hun erholdt Navnet Ev^ og
Adam og Eva bleve dersor ester Bibelen
betragtede som Menneskestægtens
Stam-meforældre.
Dyrene^ ^jærli^hed til dere^
^ln^er.
^ed hvilken Kjærlighed de sleste Dyr
ikke aleiie sørge sor at ernære deres Un-
ger, men ogsaa sor at beskytte dem i
Fa-rer, har enhver opmærksom Natureus
Jagttager erfaret. Omend skjøndt Dyret
knn gjør dette efter Tilskyndelse af sin
Natnrdrivt, s^n man kalder Jnstinkt,
es-terdi det mangler fri Villie, Overlæg og
Pligtfølelse, saa vækker dog denne
Kjær-lighed og Omhu for tingerne vor Beun-
dring. Det er tilstrækkeligt bekjendt, hvor
omhyggelige Hnnsdyreiie ere sor deres
Unger. Koen er i flere Dage urolig,
naar Kalven er bleven taget fra den ;
Hø-nen opkradfer Jorden for at dens
Kyl-linger uden Umag kunne sinde Næring.
Kaster man et Stykke Brød til den, saa
hakker den det i smaae Stykker, øg lader
derhos sin lokkende Klukken høre, og Kyl^
lingerne opsamle derpaa det sor dem paa
denne Maade tilberedte Foder. Faaer
den Øie paa en Rovsngl^, en Krage, en
Skjære, en Høg o. s. v., som kan bringe
dens Unger i Fare, saa lokker den dem
sammen og skjnler dem nnder stne
Vin-ger. Saaledes opsøger den ogsaa Skjtil
nnder en Busk eller et Træ, tiaar der
iud-træsser Reguveir og beskytter dem med
sine Vinger mod Væde. Andre Fugle
hakke den Føde, som de bringe Uugerne,
i Stykker, eller opbløde Kjernesoderet,
som Dnen, i Kraasen, og giver Ungerne
det gjennem Næbbet. Da Duerne have
en saa stor Kjærlighed til sine Unger, at
de, om de endog bringes mange Mile
bort sra dem, igjen vende tilbage til dem,
saa benyttede man denne Tilbøielighed og
oprettede Dueposter. Rovdyret bærer,
trods egen Hunger^ Føden til Ungerne^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
