Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hadde derfor holdt sig fast i vildsvinets svans for at bli ført av sit kjære barn.
Soen hadde endnu svansen i trynet, da kuglen som gik midt imellem dyrene
hadde skaaret over ledebaandet til held for dyrene som derved blev reddet og
til skade for mig; da nu svinet ikke mer drog soen efter sig, blev denne
naturlig nok staaende. Jeg grep da fat i resten av svansen og førte det
hjælpeløse gamle dyr hjem uten nogen videre møie og uten motstand.
Saa frygtelig som vildsvinhunnen er, saa er dog vildornen meget
farligere. Jeg var engang saa ulykkelig ganske forsvarsløs og uforberedt at
møte et saadant dyr i en skov. Jeg skjulte mig bak et eketræ, da det
rasende dyr rettet et hug mot mig med saadan kraft at dens hugtænder boret
sig saa fast ind i træet, at den hverken kunde fornye sit angrep eller kunde
flygte derfra. Hoho, tænkte jeg, nu skal jeg snart ha dig, og grep straks en
sten som jeg hamred løs paa hugtænderne med, saa de krummet sig endnu
mere og ornen ikke kunde komme fri og maatte vente til jeg kom tilbake
igjen fra landsbyen med taug og kjærre for at bringe den levende hjem, hvad
der ogsaa lyktes mig.
De har sikkert, mine herrer, hørt om den hellige St.Hubertus, jægernes
skydshelgen og om den ædle hjort med det hellige kors mellem hornene som
viste sig for ham i skogen. Jeg har hvert eneste aar i godt selskap bragt
denne helgen min hyldest, og jeg har set hjorten malet i kirkerne eller
set dens navnetræk brodert paa ridderes bryst de tusinde gange, saa jeg ved
en god jægers ære og samvittighet ikke formaar at si om der i gamle dage
virkelig ikke har været saadanne hjorte med kors og kanske endnu den dag
idag vilde kunne findes. Da jeg engang hadde brugt op alle skud, stod jeg
uventet likeoverfor en prægtig hjort, som ganske uræd saa paa mig, som om
den vidste, at mine patronhylstre var tomme. Jeg ladet straks med krudt og
tok en haandfuld kirsebærstene som jeg saa hurtig det lot sig gjøre fik ut av
bærene. Med dette sigtet jeg paa hjorten og traf den akkurat midt mellem
hornene; et øieblik stod den bedøvet, vaklede — sprang op og undkom. Et
aar eller to senere jaget jeg i den selvsamme skov, og saa da en statelig hjort
med et smukt kirsebærtræ over ti fot høit mellem hornene. Jeg husket straks
paa mit tidligere eventyr og da jeg forlængst betragtet dette dyr som min
eiendom fældet jeg den med et skud og fik saaledes paa en gang stek og
kirsebærsauce dertil, for træet var fuldt av de smukkeste bær og saa gode
som jeg aldrig før eller siden har smakt dem. Hvem vet, om ikke en
lidenskabelig hellig Nimrod eller en jagtlysten abbed eller biskop paa lignende
maate har plantet korset i St.Hubertshjorten. I den yderste nød griper en
dygtig jæger til en hvilkensomhelst utvei, før han lar en gunstig leilighet
slippe sig av hænderne, og jeg har meget ofte reddet mig ut av de
vanskeligste situationer bare ved min evne til at finde en utvei.
Hvad sier De for eksempel om følgende tildragelse?
Jeg befandt mig engang ved nattens frembrud i en skog i Polen, og
krudtet var borte likesom dagslyset. Jeg vilde vende hjem, da en uhyre bjørn
kom imot mig og sperret veien med aapent gap rede til at æte mig op. Jeg
eiet ikke andet end et par flintestene som jeg av forsigtighet altid bærer paa
20
«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
