Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1O4
trækkes han ind i sin Slægts Skyld. —
Skyldspørgsmaalet er, som man ser, snarere anderledes
og dybere formuleret end løst. Tænker vi paa hele
Menneskeslægten istedenfor paa den enkelte Slægt,
saa kan vi ogsaa for den gøre den samme
psykologiske Identitetslov gældende og sige, at alle
har Skyld for alle, og alle lider for alle. Det er
det samme Væsen, som saarer og saares af sig
selv ligesom hin etruriske Chimære, Løven, der
tillige er Buk og tillige Orm og flænger sig med
Bukkehorn og stinger sig med Ormetand og flygter
blindt i Rædsel og Raseri uden at undkomme sig selv.
«Elixiere des Teufels» skrev Hoffmann i Berlin,
hvor han omsider havde faaet Ansættelse i et eller
andet Kancelli. Han var færdig med
Vandreaarene, og Illusionen om at leve Poesien var
brusten; men han fandt Elixir i de rhinske og i
de spanske, i de tindrende vaargrønne og i de
solhede, sandgule Vine, og under Elixirens Trolddom
for der Ild i hans Blod, og hans Syner fik Liv,
Gespensterne ringede sig om hans Bord, og han
underholdt sig med dem i beklemt Fortrolighed.
Der kom ikke blot Gespenster. I de silde
Aftentimer havde privilegerede Venner Adgang
til hans Knejpekrog, og han talte og fortalte
ustanselig og morsomt.
Han skal have været en bitteliden grim Mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
