Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde del: Nederlag og triumf - II. Graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
at religion kan defineres av en autoritet og prøves
ved henvisning til et positivt kompleks av aapenba
ringer, er det ikke mulig for «tænkende menne
skes at godta. Men like meget i hvilken retning
løsningen ligger — det blir forutsat næsten som
et aksiom, at Romerkirken er et fuldkommen
dødt og magtesløst lik; dens tid er da omsider
forbi, og den har ikke andre efterlatte som graater
ved graven end nogen faa hjernesvake eller hjerte
knuste sørgende, som elsker seiv det avsjælede
legeme av en fortidsreligion mere end alle løfter
og haab i en verden som nu ser til en anden kant
efter lys og ledelse.
«Og da Josef hadde tat imot liket, indhyllet
han det i et rent linklæde. Og han la det i sin
nye grav som han hadde latt uthugge i en klippe.
Og han lot en stor sten velte foran gravens ind
gang og gik bort. Men Maria Magdalena og den
anden Maria var der, og de sat like overfor
graven.
Men de (^ : ypperstepresterne og farisæerne) gik
hen og forvarte graven med vagter og forseglet
stenen.» (St. Matthæus 27, 59, 61 og 66).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
