Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del: Kristus i vor sjæl - I. Kristi Venskap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. KRISTI VENSKAP
(Almindelige betragtninger.)
Det er ikke godt for mennesket at være alene. — (Gen. II. 18.)
Trangen til at slutte venskaper er ett av de
sterkeste og underligste av menneskenes instinkter.
Den materialistiske filosofi leker sig med at følge
selv de mest høispændte følelser — for kunst og
religion, higen mot eventyr — tilbake til en
oprindelse i slet og ret fysiske impulser, til
for-plantningsdriften og den fysiske
selvopholdelsesdrift. Men hvis vi under fællesnavnet venskap
efter evne sammenfatter alle de mangfoldige
forhold mellem mand og mand, kvinde og kvinde,
likevel som mellem mand og kvinde, da svigter
den materialistiske filosofi, ialfald naar det gjælder
at forklare dette ene instinkt. Det er ikke et
utslag av kjønsfølelse — David kan klage over
Jonathan: «Din kjærlighet tyktes mig underfuld,
mere end kvinders kjærlighet», det er ikke
sympati som bunder i fælles interesser, for en dum
og en klok kan slutte et venskap som er mindst
like saa inderlig som venskapet mellem to kloke
eller mellem to dumme, det er ikke et forhold
som nødvendigvis forutsætter tankeutveksling,
for det bedste venskap trives bedre i taushet end i
samtale. «Ingen mand er virkelig min ven», sier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
