Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del: Kristus i vor sjæl - I. Kristi Venskap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
menneskelighet som evangelierne fortæller os om,
en menneskelighet som taler til sine egne frænder
— en menneskelighet som ikke bare er blit fristet,
men som synes at være bundet inden sine egne
grænser paa alle omraader — likesom vor egen.
«Men Jesus elsket Marta og hendes søster Maria
og Lasarus»1, «Jesus saa kjærlig paa ham»2 —
det ser ut som Han elsket ham med en følelse,
forskjellig fra den guddommelige kjærlighet som
elsker alle ting den har skapt, elsket ham for det
ideals skyld som netop denne mand endda kunde
komme til at virkeliggjøre mere end fordi han
faktisk var til — elsket ham som jeg elsker min
egen ven og han elsker mig.
Det er kanske fremfor alt disse øieblikke som
har vundet Jesus Kristus menneskenes kjærlighet
— de øieblikke da Han i sandhet viser sig som
en av os. Det er da, naar Han er «løftet op»
— ikke i triumferende Guddomsherlighet, men i
den slagne menneskeslegts skam — at Han
drager os til sig. Vi læser om Hans kraftige
gjerninger, og vi føler hellig frygt og tilber. Men
naar vi læser om at Han sat træt ved brønden,
mens Hans venner gik for at hente mat, om hin
stund i haven, da Han vendte sig med sorgfulde
bebreidelser mot dem som Han hadde haabet at
finde trøst hos: «Saa kunde I da ikke vaake en
time med mig?»3 — da Han endda engang vendte
sig og for sisste gang nævnte ham som hadde
forspildt det for evig med det hellige navn:
« Ven, hvorfor er du kommet?»4 — det er da at
1 Joh. XI 5. — 2 Mark. X 21. — 3 Matth. XXVI 40. — < Matth.
XXVI 50.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
